tieredes, som man kaldte det,) dertil, saa at det, efter Indvielsen, var og blev Herrens Legeme og Blod, hvad enten det blev nydt eller ei. Denne Lære var en nødvendig Følge af den hele Maade, hvorpaa Kirkevæsenet toges. Hvad var Paven selv, efter den herskende Forestilling, Andet, end om man saa maatte sige, en Transsubstantiation, en Forvandling fra et almindeligt Menneske til en guddommelig Aabenbarelse, der var og blev guddommelig midt i al sin menneskelige Svaghed? Ja kan ikke noget Lignende siges om den hele Geistlighed, som man tænkte sig som en særegen hellig Stand, der midt i sine Skrøbeligheder dog skulde gjælde som uendelig hævet over Lægfolket og de almindelige jordiske Kaar? Den skarve Skilsmisse mellem Geistlige og Lægfolk viste sig nu ogsaa i Nadverens Forvaltning, idet kun den Geistlige nød Vinen – ligesom det finere, mere aandige Element – medens Lægfolket maatte nøies med Brødet alene, det grovere, tungere, mere legemlige.
En anden Lære, der ogsaa fandt Næring i den Hoved-Retning, Kirken havde taget mod det Jordiske og Haandgribelige, er den, vi allerede have paapeget, (den pelagianske), om gode Gjerningers Fortjenstlighed. Thi Gjerninger ere udvortes og synlige, medens Troen og Hjertets Grundstemning er usynlig. Og havde først den ydre Gjerning faaer en saadan selvstændig Betydning, kom man let videre til at finde det Fortjenstlige i saadanne Gjerninger, der egentlig blot bestode i et udvortes Skin, Iagttagelsen af udvortes Skikke, foreskrevne Bønner, vilkaarlige Bodsøvelser, Pilegrims-Reiser o. s. v. hvorved man ikke alene kunde erholde Syndernes Forladelse, men endog et Overskud af Fortjeneste, der kunde komme Andre tilgode. Tilsidst kom man saa vidt, at man endog for Penge kunde kjøbe Syndsforladelse og Salighed, hvormed da dreves en formelig Handel, den saakaldte Afladshandel.
Men dermed var ogsaa Maalet saa at sige fuldt. Det
