af 51, og fra 1836–1845 kun 1 af henimod 53.[1] Deraf maa vi bestemt slutte, at det nu er bedre at leve end før.[2] – Endnu mærkeligere blir disse Oplysninger, naar vi ser, at der paa Island der 1 af 30, i Rusland 1 af 32, i Preussen 1 af 35, i Frankrig 1 af 42, i Sverrig 1 af 44, i England 1 af 45, i Danmark en af 47–49 osv. (Se E. Sundts Bog Side 7). Naar saa er, maa det være klart, at det norske Folk lever under bedre Kaar og kan forsaavidt kaldes lykkeligere, end de fleste andre Folk i Verden.
Mærkeligt er det, at Dødeligheden stedse er mindst i Trondhjems Stift – at der ved voldsomme Dødsfald omkommer forholdsvis næsten dobbelt saa mange Mennesker i Norge som i Danmark, og 34 Gang saamange som i Frankrig, – samt at slige Dødsfald er over 3 Gange saa talrige i Tromsø som i Trondhjems Stift, og at de siden 1826 ikke er vokset synderlig i noget Stift uden i Tromsø. Ligesaa mærkeligt er det, at der i Norge begaaes forholdsvis 10 Gange saamange Selvmord som i Irland og Italien, og dobbelt saamange som i England, skjønt rigtignok bare Halvparten saamange som i Danmark – og ikke mindre
- ↑ Se E. Sundts Bog: „Om Dødeligheden i Norge“ Side 8 og 59.
- ↑ At det timelige Udkomme bar stor Indflydelse paa Levealdederen og Dødeligheden, saa at denne for en stor Del retter sig derefter, det ser vi af Uaarene. I Aarene 1735, 36, 37, 38 og 39 døde der i Norge henimod 16,000 Mennesker aarlig; men de følgende Aar var ikke gode, og især var 1741 et skrækkeligt Uaar, og saa døde der i 1741 over 24,000, og i 1742 endog over 44.000 Mennesker. De følgende Aar, som var gode, sank Dødeligheden atter til 17–18,000 Mennesker aarlig. Men ved Hungersaaret 1773 døde igjen over 35,000, og i 1813 over 26,000 Mennesker. Endog saa stor som Folkemængden nu er, dør der ialmindelighed i vort Land ikke stort over det sidstnævnte Tal.
