Jeg skal ikke denne Gang opvarte med flere Tal. De
Fleste, tror jeg, vil allerede skjønne, at slige Oplysninger,
som for sagt, kan være baade artige og nyttige, og at vi
maatte ønske at have ret mange slige fra gamle Dage.
Lad os da nu gjøre, hvad der tilforn er blevet forsømt, og
opgive Alting sandfærdigt og fuldstændigt; saa skal
vore Efterkommere have baade Nytte og Fornøjelse deraf.
– Naar næste Tælling er tilende, og de derved indkomne
Oplysninger blir bekjendt, skal jeg kanske i Korthed meddele
det vigtigste deraf, forat man da kan se Ligheden eller Forskjellen
mellem dette sidste Tiaar og de foregaaende, som her
især er omtalt.
Hvad er det Menneskene vil med sit rastløse Stræv her i Verden, sin Griskhed efter Gods og Guld; hvad er det de søger, hvad haaber de at vinde?
„Lykken“, svarer En.
Hvad er da Lykke? – Vi skal søge at besvare dette Spørsmaal gjennem en liden Fortælling.
Gunnar og Olav var Søskendebørn; men meget ulige var Lykkens Gaver bleven dem tildelt – hvilken af dem det var, som igrunden havde faat mest af den, det lader vi Læseren selv afgjøre.
Gunnar var eneste Søn til en rig Bonde; Olav derimod var i Femaars-Alderen bleven fader- og moderløs, og dersom ikke hans formuende Morbror (Gunnars Fader, Lars) havde gjort Sælebot og taget ham til sig, var det meget uvist, hvorledes det vilde gaat med den stakkers Gutten. Menighedens Præst overtalte Lars til at skikke Gut-
