er bekjendt, at det var især den sidst nævnte forargelige Uskik, der i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede vakte Tydskeren Morten Luther til kraftig Modstand, hvilken først efterhaanden kom til at gjælde alle den katholske Kirkes Vildfarelser. Istedetfor Paven og hans guddommelige Anseelse, vilde Luther blot holde sig til Guds eget i Skrivten aabenbarede Ord; istedetfor Gjernings-Hellighed forkyndte han Retfærdiggjørelse alene af Troen; istedetfor udvortes Iagttagelser, Faste og Sjælemesser, vilde han have Hjertets Ydmyghed og Samvittighedens indre Renselse; istedetfor en afsondret hellig Stand, der syntes at have etslags Fortrins-Ret til Guds Rige, forlangte han vel oplyste og grundige, men ydmyge Ordets Tjenere, der levede og giftede sig som andre Mennesker, og ikke vilde have noget Overordentligt noget Extra) at beraabe sig paa. I Nadveren fandt han vistnok Herrens sande Legeme og Blod, men dette var paa en aandelig Maade tilstede „i, med og under Brødet og Vinen“ i Nydelsen; forresten var Brød Brød og Viin Viin.
Vi have her ikke at fortælle, hvorledes den af Luther stiftede merkelige Kirkeforbedring (Reformation), videre kom i Stand; herom faaes meget god Underretning i Stenersens „Udsigt over den lutherske Reformation,“ foruden i andre Skrivter. Vi skulle blot lægge Merke til, at, skjønt Kirken nu mere end før henvistes til det Indvortes og Usynlige, saa blev dog snart ogsaa her en udtrykkelig Bekjendelse, et Symbol, nødvendigt, naar det gjaldt, at et virkeligt Kirkesamfund skulde danne sig, Under de Forfølgelser, der snart reiste sig mod den nye Lære, gjaldt det at gjøre nøie Regnskab for hvad den indeholdt. Da derfor Keiseren havde sammenkaldt en stor Rigsdag i Augsburg, paa hvilken denne Sag skulde overveies, maatte de Evangeliske eller Luthers Tilhængere indgive en nøiagtig Forklaring over den Tro, de bekjendte sig til. Denne Be-
