kjendelse, der blev forfattet af Luthers Ven og Medarbeider, den lærde Philip Melanchthon men vedtaget af samtlige evangeliske Stænder, er den saakaldte augsburgske Confession, der altsaa medrette blev et Symbol eller Kjendetegn for det nye Kirkeparti. Denne Troes-Bekjendelse indeholder for det Første den samme Lære, som er udtrykt i de tre gamle Symboler, men søger dernæst, idet den forkaster alle de Tilsætninger og Forvanskninger, Læren havde modtaget under Pavens Herredømme, især indtrængende at hævde, hvad Luther efter Skrivten havde paastaaet om Retfærdiggjørelsen af Troen, om den christelige Frihed hvad de udvortes Skikke angaaer, om den rette Beskaffenhed af det kirkelige Embede o. s. v.
Ved denne høitideligt afgivne fælleds Bekjendelse havde da alle de, der efterhaanden havde sluttet sig til den lutherske Opvækkelse, (og som imidlertid paa Grund af den Protest eller Indsigelse, de havde fremført mod den katholske Kirke og dens Tvangsforsøg, havde faaet Navnet af Protestanter) ved den augsburgske Confession havde de nu faaet et fælleds udtalt Troes-Grundlag, der forbandt dem med hinanden, og klart adskilte dem fra Katholikerne eller Papisterne, som man nu begyndte at kalde Pavens Tilhængere. Paa dette fælleds Grundlag kunde ogsaa først et virkeligt Troes-Samfund, en ordentlig Kirke opbygges. Og da denne Kirke siden med Sverdet havde maattet tilkjæmpe sig Ret til at bestaae og anerkjendes i det borgerlige Samfund, var det fremdeles den augsburgske Confession, til hvilken man henholdt sig. De Rettigheder, som ved den sluttede Fred maatte tilstaaes de Evangeliske, skulde netop gjælde dem, der antoge denne Bekjendelse, og denne blev da ogsaa i politisk Henseende et Kjendetegn paa den evangelisk-lutherske Kirke-Afdeling.
Paa dette merkelige Symbol beroer altsaa fra først af denne Kirkes eller Kirke-Afdelings udvortes Bestaaen. Men
