deri er ogsaa dens indre væsentlige Beskaffenhed, dens Aand, udtrykt, og den Bane, hvorpaa den maa gaae frem, ligesom forud betegnet. Det nye Liv, som fra nu af begynder at spire i denne Kirke, ja i det borgerlige Samfund med, ligger, ligesom i et Frø, allerede indsluttet i hiin Maade at tage Christendommen paa. Vi kunne her ikke opholde os med en fuldstændig Redegjørelse heraf; men vi kunne ikke undlade at give et Par Fingerpeg. Naar det saaledes var blevet klart erkjendt, at „der er ingen Retfærdiggjørelse uden af Troen,“ at Alle ere Syndere for Gud og Ingen har nogen Fortjeneste at beraabe sig paa: saa bortfalder af sig selv Troen paa Helgener, der ved sin overvættes Hellighed endog skulde kunne frelse Andre. Gode Gjerninger flyde vel af Troen, ere ligesom dennes nødvendige Udtryk, men kunne for sig Intet hjælpe. Overhoved er det Udvortes og Sandselige vistnok ei at forkaste; det er netop deri, det Indvortes skal aabenbare sig; men i og for sig er det uden Værd. Saaledes er det ogsaa med den udvortes, synlige Kirke og dens Skikke; de have som blot udvortes ingen frelsende Kraft; derfor gjælder det her ikke heller den yderste Nøiagtighed eller en ængstlig Iagttagelse. En stor Deel Fester og Ceremonier blive mindre magtpaaliggende det gjælder især, at hvad der skeer, er gjennemtrængt af Sandhedens Aand, og tilegnes i Aand og Sandhed.
Medens altsaa Kirken fordrer mere Inderlighed, hvormed da ogsaa en større sædelig Dybde og Alvor er forbunden, idet der ikke gives ydre Afladsmidler: saaledes bliver det kirkelige Liv selv mindre haandgribeligt fremtrædende, mindre udvortes iøinefaldende. Prestestanden skiller sig mindre ved ydre Livsvilkaar fra andre Folk. Kirken selv kan i udvortes Henseende mere føie sig efter Staten, og gjør ikke Fordring paa, som udvortes Legeme i alle Dele at staae paa egne Been. (Dog ere netop herom Meningerne endnu maaskee deelte; men det er ialfald
