Og hvis du der befindes tro,
Da skal du Vaaben føre,
Naar Fienden ængster Kirkens Ro,
Og vil et Anløb gjøre.
Da skal du faae den Hæderspost,
I Dagens Hede, Nattens Frost,
At vogte Zions Mure.“
„En Hungersnød saa svær jeg kjender,
Som stilles ei ved jordisk Brød;
En Tørst saa dyb i Hjertet brænder,
Som Jorden ingen Lindring bød:
Det er den Længsel dyb og hed,
Som søger kun Retfærdighed.
Gud præged dybt sit eget Billed
Med Flammeskrift paa Sjælens Bund;
Paa Lovens Tavler han fremstilled
De samme Træk paa hellig Grund.
Jeg veed saa grant, hvad Herren vil
Men finder ingen Kraft dertil.
Jeg vilde, ak, saa gjerne ligne
Det Billed, han i Sjælen skrev;
Jeg veed, han kan ei den velsigne,
Som ved sin Synd besmittet blev.
Hvor skjuler jeg min store Skam,
Hvor skifter jeg min Syndeham?
Vær stille dog, mit arme Hjerte,
Vent stille paa din kjære Gud!
Han kjender jo din store Smerte,
Og sender vel et Trøstens Bud.
Din Tørst og Hunger stilles vist,
Det siger jo den Herre Christ.
„Thi salig den, som hungrer efter
En hellig, sand Retfærdighed,
Som tørster efter nye Kræfter,
At tjene Herren trolig med:
Han mættes skal med Livets Brød,
Og lædskes af dets Kilde sød.“
Det Ord vil jeg mig frit tilegne;
Min Jesu, du er Livsens Brød!
Din Retfærd Gud skal mig tilregne,
Dit Blod, som hist paa Korset flød,
Skal toe[1] mig af Synden ren,
Og hele al min Brøst og Meen.“
- ↑ Burde vel være: tvætte.
O. V.
