Saa bryd med Verden! – gjør det brat,
Hvis Himlen du vil tjene!
Husk! Gud og Mammon, – Dag og Nat
Kan ingen Magt forene.
Mangt deles kan, men ei din Sjæl!
Hvo Halvten fik, han fik den heel,
Lad Gud den faae alene!
Til Gjengjæld – at, hvo nævner Alt,
Hvad Herren har i Eie!
Men viid: han giver aldrig halvt,
Han kan ei Naaden veie;
Saa giv ham Dit, og tag du Hans!
Tag Torne her, men hist den Krands,
Som Engle fik til Eie.“
Og endnu faar vi vælge en meget poetisk Salme af samme Bog:
„Nu throner Han da i høien Hal
I Himmelens hellige Sale,
Med aldrig, vi tro, hans Øie skal
Sig vende fra Jorderigs Dale;
Til Dagenes Ende han er med os
I al sin Gjerning og Tale.
Han siger endnu: „I høre mig til,
Saa Mange, som sørge og sukke;“
For hver en kjæmpende Sjæl han vil
En Hvile hos sig oplukke;
O, maatte de komme som Lam med Tørst!
Han skulde den saligt slukke.
Det mangler ham el paa grundig Magt,
Det skue vi vel bekjende;
Al Verden ham er tilfode lagt,
Hans Rige har ingen Ende;
Mend Faderen Eet, som Lys af Lys,
Al Naade han os vil sende.
Den seer ham ej, den kløgtige Flok,
Der raver omkring iblinde;
De ydmyge Smaa dog veed det nok,
vor Herren er helst at finde;
I Billede her, i Herlighed hist
Hos os han Skikkelse vinde!
Naar saa den kommer, den salige Stund,
At Alle herfra skal drage,
