en Kjendsgjerning, at den lutherske Kirke virkelig har fundet sig i paa mange Maader at føie sig ind under Staten, uden at den dog derved er gaaen tilgrunde). Saameget er idetmindste vist, at der ikke længer gives nogen ydre, pavelig Myndighed i Troes-Sager, og at derfor er indtraadt en større Bevægelighed og Frihed, hvorfor ogsaa Videnskaben har kunnet opblomstre langt mere, end før, da Paven kunde undertrykke enhver Forskning, der forekom ham betænkelig. Menigheden har ogsaa faaet større Myndighed ligeoverfor Presterne, hvilke vistnok skulle agtes og æres som Ordets Tjenere, men som stedse skulle erindre, at de tale som til Forstandige, der selv skulle prøve (1 Cor. 10, 15). Den større Frihed, som i dette og andre Stykker er bleven indført, har nu vistnok ofte været misforstaaet og misbrugt, og saaledes voldet megen Skade og Ulempe; men det er dog kun ved den, at et fuldere og sandere Liv kan opkomme og trives.
Christendommen, som saaledes mindre er bleven til en Stadsdragt at prunke med paa Helligdagene, maa derimod mere og mere udbrede sig over hele det verdslige Hverdagsliv. Den skal være dettes sande, usynlige Aand. Saaledes faaer ogsaa det verdslige og borgerlige Liv en høiere Betydning, en høiere Salvelse. Ligesom Enhver er paa en Maade Prest i sin Kreds, saaledes er ogsaa enhver ærlig Syssel etslags Gudstjeneste. Alt hvad vi gjøre, Hverdag saavelsom Søndag, skal være til Guds Ære. Ogsaa Statens Øiemed bliver nu et andet, end blot at tjene til udvortes Sikkerhed, og Folkene merke, at de ogsaa som Folk have en guddommelig Sendelse, en af Gud bestemt Gjerning at gjøre i det store menneskelige Samfund.
Dette er nogle Grundtræk af den Christelige Aand, som gjennem Luthers Kirkeforbedring er bleven vakt i Kirken og derigjennem i Verden, en Aand, hvis Retning i den augsburgske Bekjendelse er angiven og som her – næstefter Skrivten selv – har ligesom et Fodfæste. Ogsaa her gjæl-
