Da seer det med Psalmer og Sang i Mund,
Da komme de liflige Dage;
Da sidde vi tæt, Guds Kirkeflok,
Hos ham, som Bruden hos Mage.“
Vi kommer dernæst til Sognepræst M. B. Landstad, der vel maa siges at have lagt for Dagen den rigeste gudelige Digter-Evne af alle Salmedigtere hertillands. For mange Aar siden udgav han en Samling af „Hjertesuk til hver Dag i Ugen“, for en stor Del forfattede af ham selv. En Prøve deraf findes i „Sange og Rim“ (No. 189), og dertil vil jeg endnu føje følgende Morgensuk:
„Jeg gik til Sengs i Haab og Tro,
Her laae jeg nys i Søvnens Ro,
Ret som et Dødens Billed,
Foruden Samling og Forstand;
Men du, min kjære Frelsermand,
Din Vagt omkring mig stilled.
Jeg gik til Leiet tung og træt,
Af Dagens Byrde os Idræt,
Og længtes efter Hvile.
Hvor er det anderledes nu!
Jeg føler atter Lyst og Hu,
Hen til mit Kald at ile.
Nyt Velbehag er i hvert Lem,
Og Sjelens Tanker komme frem
Med Munterhed og Glæde.
Min Aftentræthed er en Drøm,
Jeg føler Livets friske Strøm
Paa ny til Hjertet træde.
Saa vækker Gud og skaber Liv;
Hver Morgenstund et mægtigt „Bliv!“
Al Verden gjennemtoner.
Og saa engang, naar jeg er død
Og sover tungt i Gravens Skjød.
Mig vækker min Forsoner.
Hvor Herrens Naade dog er stor!
En Himmel ny saavelsom Jord
Jeg da skal faae i Eie.
Men Dødens Broder er min Blund,
Opstandelsens hver Morgenstund,
Jeg vaagner paa mit Leie.
