Saa fast i Baand Guds Kirke laae,
Den monne Gud forgjette;
Til ham de længere ei gaae,
Til ham ei Lid de sætte.
Paa Helgenskare, Afladsbod
De haabe meer, end paa hans Blod,
Som Verdens Synd udsoned.
Da Havde Gud i Klosterbuur
Optugtet sig en Kjæmpe.
End sad han taus bag Klostermuur,
Sin Hjertesorg at dæmpe;
Men, da Guds høie Time slog,
Han ham af Mørket naadig drog,
Og frit Guds Ord han taled.
Det Ord, han taled, Herrens var,
Og foer paa Aandens Vinge.
I Satans Hjerte vel det skar,
Men han det ei kan tvinge.
Saa høit det lød, saa vidt det gik,
Og hvor det kom, der Ende fik
Det onde Pavevæsen.
Til Nordens Lande kom det og,
Gud monne os det give:
For Lyset atter kom den Bog,
om Herrens Aand lod skrive:
Hver Mand fik see, hvad Herren bød,
Og glade Takkesange lød
Til Jesu Christi Fader.
End love vi dig, fromme Gud,
for Lyset, som du tændte,
Saa vi vor Frelser mild og prud
I Ordet klarlig kjendte!
O giv os, Fader, at vi maae
I Jesu tro til Enden staae,
Og fromt dit Ord bevare!“
Sognepræst E. U Sundt har nylig udgivet „Kirke-Psalmer over Søndags-Evangelierne.“ En stor Del Almuesfolk vil vist side Smag i disse, da de saa nøje slutter sig til Indholdet af ethvert Evangelium. En af de Salmer, der er mest skikket til Kirkebrug, er vel den for 2den Søndag efter Paaske:
„Vor Jesus er den gode Hyrde;
Det Navn hvert andet overgaaer.
