Af Kjærlighed han lod sig myrde
For sine arme, tabte Faar.
Guds Lam den Hyrde ogsaa var:
Han Verdens Synd paa Korset bar.
Han er den allerbedste Hyrde,
Hvs Lige ei paa Jorden er.
Han bærer hele Hjordens Byrde;
Hvert Faar hans Hjerte ligger nær.
Han kalder sine Faar ved Navn,
Og lægger dem i Faderfavn.
Han kjender Sine ganske nøie;
Af Sine kjendes han igjen.
Hans klare, milde Naades Øie
Bevogter dem, hvor de gaae hen.
De elske, lyde Hyrdens Røst;
Den høre de med Liv og Lyst.
Han fører dem fra Ørkner vilde,
Hvor Tidsler kun i Sandet groer,
Til Livets evig klare Kilde
Paa grønne Eng i Blomsterflor.
Ved Livets Tro de leire sig,
Fortabes ej evindelig.
Men endnu andre Faar Han haver,
Som høre ei til denne Sti.
Dem skjænker Han de samme Gaver;
Og med sin Røst Han staar dem bi.
Een Hvrde er der med Guds Ord:
Saa bliver og tilsidst een Hjord!
Du store, gode Sjelehyrde
See, her er og en liden Hjord!
O, lad ei Ulven Faaret myrde!
Meddeel os Næring ved Dit Ord!
Du satte til for os Dit Liv:
Din Salighed os Alle giv!“
For endel Aar siden udgav Professor Welhaven et lidet Skrift: „Antydninger til et forbedret Psalmeværk for den norske Kirke,“ hvor endel ældre Salmer er bearbeidet, og desuden et Par digtet af han selv. En af de sidste er følgende Bearbejdelse af Davids 1ste Salme:
„O held den Mand, der følger Herrens Bud!
Han bliver langt fra Lastens frække Sønner;
I Dagens Glands han priser Lysets Gud,
Og Nattens Stjerner lytte til hans Bønner.
