ligøse Digte“, der ogsaa har oplevet to Udgaver, og af hvilke jeg har meddelt 3 Stykker i „Sange og Rim“ (No. 192–194).
„Herodes i sin Vrede grum
Vil lade Jesum myrde,
Og lægger saa en rædsom Sum
Alt til sin Syndebyrde.
Men Joseph faaer om Faren Bud
Af Engelen i Drømme;
Med Barnet han maa vandre ud
Og til Egypten rømme.
Der bliver han, som Englen bød,
Ned Barnet og sin Mage,
Indtil Herodes han er død:
Da vender han tilbage.
Men Betblehem er et den Plet,
Hvor han tør boe med Trygge,
I Galilæas Nazareth
Han søger Skjul og Skygge.
O Jesu, naar jeg kalder mig
Din Barndoms-Flugt i Minde,
Da mangen Tanke syndelig
Mig rinder udi Sinde.
Jeg tænker paa din Kjærlighed,
Som dig til Verden bragte,
Og at du dens Elendighed
Og Nød saa tidlig smagte.
Jeg tænker paa, at da du kom,
Alt frelse os af Møde,
Da fældte Verden strax din Dom
Og dømte dig til Døde.
Jeg tænker paa, at du for mig
Er en Udlænding bleven,
Og fra dit Hjem paa Jorderig
Til fremmed Land fordreven.
Jeg tænker paa, at selv jeg er
En fremmed Gjæst hernede,
Indtil du henter hjem mig der,
Hvor der er evig Glæde.“
