Hvad kan veie og den Glæde, 1110
Naar mit Hjerte Naade faaer
Til med Bøn, for Gud at træde,
Og jeg for hans Ansigt staaer,
Breder ud min ganske Sjel,
Taler om dens Vee og Vel,
Skrifter ham dens Kamp o Trængsel,
Tolker ham dens Savn og Længsel!
O, naar Hjertet ret kan bede
Til sin Gud af dybest Grund,
Det er visselig hernede
Livets allerbedste Stund.
Intet lignes kan den Trøst,
Som nedlægges i mit Bryst,
Naar min Aand i Bøn kan stige
Op til Gud i Himmerige!
Da kan jeg det grant fornemme,
Gud han er mig ganske nær,
Hører faderlig min Stemme,
Og med Naade til mig seer,
Tager kjærlig mod min Bøn,
Fatter godt mit Suk i Løn,
Lægger til min svage Stammen
For min Frelsers Skyld sit Amen.
Hvorfor er du, o mit Hjerte,
Tit saa lunken da til Bøn,
Raaber, trods din Nød og Smerte,
Sjelden ret til Gud i Løn?
Hellig-Aand, o Herre sød!
Varm mig med din Naades Glød,
At min Bøn kan daglig stige
Op til Gud i Himmerige!“
Endelig maa jeg nævne Pastor J. F. Willgohs, der ogsaa har udgivet Psalmer til Høimessse- og Aftensangs-Texterne. De fleste af dem synes dog at være mere Rimværk end Poesi. En af de bedste er efter min Mening denne:
Guds Lov er præget i hvert Bryst,
Som og i Pagtens Stene,
Os byder jo dens Alvorsrøst,
At ham vi kun skal tjene;
