Men ingen Dødelig paa Jord.
Kan heelt opfylde Lovens Ord,
Det kunde Christus ene.
Men under Loven Gud forvist
Har bøiet alle Sjele,
Paa det hvert Jordens Barn tilsidst
I Ydmyghed skal knæle,
Paa det hver Mund forstumme skal,
Og Hver erkjende maa sit Fald
Og ved Guds Naade dvæle.
Ja! hele Verden skyldig er
For Herrens Dommersæde,
For ham ved Lovens Gjerninger
Kan Ingen reen fremtræde;
Ei til Retfærdiggjørelse,
Men kun til Syndserkjendelse
Kan Lovens Bud os lede.
Men nu er den Retfærdighed,
Som gjælder for Guds Throne,
Fremtraadt i Christi Kjærlighed
Og kan hver Sjel forsone.
Til den vor Svaghed støtter sig
Ved den vi naae Guds Himmerig.
Og arve Retfærds Krone.
Ja! denne, hvorom vidnet har
Det gamle Testamente.
Blev uden Loven aabenbar,
Fra den al Trøst vi hente.
Var Christus ej vor faste Borg,
Blev aldrig endt vor Synd og Sorg,
Vi ingen Redning kjendte.
Men naar hin Retfærd her og hist
Skal vorde os til Baade,
Maa Troen paa vor Herre Christ
I Hjertet boe og raade.
Enhver, som har den sande Troe,
Skal vinde Hellighed og Roe
Og, Salighed af Naade.“
