som mange hos Guldberg. Der er ofte i en Verslinje baade 2, 3 og 4 Stavelser mere eller mindre, end det efter Melodien skulde være. Og ikke dermed nok; der agtes desuden saa lidet paa tunge og lette Stavelser (Tonefald, Rytmus), at Salmen ogsaa af denne Grund hverken fæster sig saa let i Mindet og Sindet, eller Salmesangen kan blive saa behagelig og vakker som den burde. Naar der f. Eks. staar: „Giv du idag Os til god Mag Vort daglige Brød og Livsens Føde,“ da faar Ordet „til“ efter Versemaalet her en stærk Tone, som det ellers ikke skulde have; det blir ligesom med Vold og Magt gjort til en tung Stavelse, skjønt det skulde være en let. Paa samme Vis er det med Ordet „Mit,“ naar vi siger og synger: „Mit Barn, frygt den sande Gud;’ og naar den Linjet „O, Gud Fader i Evighed“ skal svare til Melodien „Gud Helligaand i Tro os lær,“ da faar Ordet „Fader“ aldeles bagvendt Tonefald, saa den tunge Stavelse blir let, og den lette tung. Slige Eksempler hentet fra Guldbergs Salmebog, kunde opregnes i Hundredetal; men jeg skal endnu kun tilføje et Vers; „Man kan i denne Verden her, Blandt mange, mange Mennesker, Faa sande Kristne finde, Som for Gud angrer sin Udyd, Ret troer paa sin Frelse blid Og lader af at synde.“ Her faar atter Ordene „for“ og „Udyd“ andet Tonefald end det naturlige; og Ordet „troer“ gjøres til 2 Stavelser tværtimod alle Sprogets Regler. (Aldeles modsat bruges i en anden Salme Ordet Aaer som om det var Enstavelses-Ord; „Som Hyrden driver sine Faar – – Og fører dem til rindende Aaer“).
Gaar vi videre, saa finder vi desuden rene Sprogfejl, samt forældede og fremmede Ord, som aldrig burde taales, f. Eks. gelinge (istedenfor lykkes), angenem (for behagelig), forgjette istedenfor glemme), forse (d. e. forsyne, give – f. Eks. „Forse os med en salig Afgang“ – Gud „vil os forse vor Næring, Liv og Sjæl udi hans
