sin Vilje osv. Temmelig uforstaaeligt for almindelig Mand tør det vel ogsaa være at læse saadanne Ordlag som; „Tit Naade-Gavers Herlighed Anfægtninger bevare“. Ensteds snakkes der højtravende om „Visdom, Dydens Selskabsbroder“ og om at „Trælle dø paa Tronens Grus;“ en andensteds endnu mere kjedeligt om „den forladte Dyd, Som man har understøttet“ – om Jødeslægten, som „i skammelig Forening Kun beskytter fælles Mening“ osv; ja der findes endog det Spørsmaal, som man mindst skulde vente i en Kirke-Salmebog: „Hvo er dig Gud blandt Guder lig?“ Urigtigt er det vel endelig ogsaa, naar Disiplenes Embede kaldes et „Sone-Embed (istedenfor Lære-Embede); kun En, nemlig Kristus, var Forsoneren med „Forligelsens Embede.“
Vi ser altsaa, at Guldbergs Salmebog ligesaa lidt som Kingos kan siges at svare til Nutidens Krav, og at hvorledes vi end vender Sagen, maa en ny og bedre Salmebog være højst ønskelig. Agtelsen for det Gamle er meget rosværdig, men der maa være Maade med Alting, og det vilde være Daarskab at holde fast ved det Gamle, saasnart der kommer noget Nyt, som bedre er. Havde vore Fædre været saa stivsindede, vilde heller ikke Guldbergs Salmebog være bleven indført; ti for 70 Aar siden var ogsaa den ny.
Ja – siger kanske En – jeg kunde ikke have noget imod at faa en ny Salmebog, som kun indeholdt de bedste Salmer fra ældre og nyere Tider, naar man bare vilde lade aldeles være at forandre de gamle Salmer; men Ulykken er den, at i vore Dage skal det Gamle omstøbes, om det er nok saa godt.
Hertil vil jeg for det Første svare, hvad jeg oftere har sagt, at efter min Mening bør Forandringen ikke være større end nødvendig; men nødvendig er den jo, hvor der findes slige Fejl og Mangler, som dem jeg har omtalt. Dernæst maa vi mindes, at denne „Forandringslyst,“ som
