mer paa det norske Bondemaal. Skulde nogen synes, at Sligt er upassende, og at vore Landsord er for grove og vanhellige til gudeligt Brug, saa vil jeg svare omtrent saaledes: Det er dog ingen anden end Gud, som har skabt Tungemaalene, og han har lært det norske Folk et eget Modersmaal ligesaavel som andre Folkeslag; han foragter altsaa ikke Folkemaalet, og var Jesus Kristus fød i Norge, saa havde han naturligvis snakket Norsk, ligesaavel som han i Jødeland talte jødisk. Dernæst skal vi mærke os, at i gamle Dage var man slet ikke ræd for at bruge Folkemaalet hertillands (Oldnorsk) baade til Salmer og Evangelier og anden gudelig Læsning, saaledes som man endnu gjør paa Island. Heller ikke gjør Svenskerne sig skyldig i nogen Gudsbespottelse eller Letsindighed, fordi de ligesom vor Almue skriver Skog (istedenfor det danske Ord Skov), eller ropa (istedenfor raabe), eller sakna (istedenfor savne) osv. Ja, vi kan gaa videre, f. Eks. til Tyskere og Engelskmænd; hos dem finder vi ogsaa mange Ord, som stemmer med det norske Folkemaal. Naar Mænd som Luther, Spener og Francke skrev gudelige Bøger, da brugte ogsaa de Ord som ein, Bein, Stejn, rejn (istedenfor en, Ben, Sten, ren), og Traum (ligesom vor Almue siger Draum) istedenfor Drøm; og det faldt dem aldrig ind, at saadanne Ord skulde være grove eller vanhellige: Men er de gode nok i Tyskland, saa kan de vel være ligesaa i Norge.
Skal vi faa en Salmesang, der kan klinge med Kraft og Liv, gribe Folkets Hjærte og fylde Kirkens Hvælvinger, da er det vel ogsaa værdt at tænke lidt paa Tonerne. Denne Sag er vistnok langt fra saa vigtig som selve Salmeværket; den lifligste Melodi til en mat, aandløs Salme vilde kun være at ligne med „en lydende Malm og en klingende Bjelde.“ Men paa den anden Side er det dog ligesaa vist, at en god Salme gjør et langt bedre Indtryk,
