en god Ting ja nødvendig, i Sangen saavel som i alt Andet; endog Herrens egne Gjærninger bær Vidnesbyrd om den. Men den fornødne Orden i Salmesangen kan findes ligefuldt, om ikke enhver Stavelse maales ud med samme Maal – om altsaa Melodien fik et livligere, friskere Sving (mere rytmisk Afveksling) istedenfor det lange, ensformige Fodslag, som nu sædvanlig høres, Stavelse for Stavelse, hele Melodien igjennem – Salme-Tonerne var i den Henseende ganske anderledes i gamle Dage; de havde ikke – idetmindste ikke alle – denne stive afmaalte Koral-Form. Vi kan tage for os Melodierne fra Luthers Tid og nærmest derefter (f. Eks. Melodien til Vor Gud han er saa fast en Borg, Af Højheden oprunden er osv.), og da ser vi, at Stavelserne alsomtiest blev sungne med meget ulige Længde; med andre Ord: Fjerdedels-, halve og hele Toner brugtes idelig om hinanden. Melodien fik derved en Friskhed, en Kraft og et folkeligt Præg, som vor nymodens Salmesang aldeles mangler.[1] Reformatorernes Salmesang kan derfor allerede af denne Grund kaldes en virkelig Folkesang. Endog her, mellem vore norske Fjælde, har Almuen likt disse livfulde Toner og bevaret og udviklet dem paa sin Vis, saaat Salmer og Kjæmpeviser endnu synges omtrent paa en og samme Maade.
Hvad er det da, som maa ønskes gjort? – Jo, min Mening er den, at mange af de Salmemelodier, vi har, bør gjengives sin rette gamle Skikkelse;[2] og dernæst,
- ↑ Endnu værre føles denne afmaalte Ensformighed, naar man synger Salmerne saa ynkelig langsomt, som i den senere Tid er Skik og Brug paa mange Steder. Det kan endda gaa an med en Bodssalme, en Passionssalme osv. (for de bør vistnok have en noget langsom Bevægelse); men det passer ikke til en Julesalme, en Paaskesalme eller overhoved til en Lovsang at slæbes afsted.
- ↑ Det ensformige Koral-Præg bør dog rimeligvis beholdes i enkelte Melodier, som ret synes ligesom skabt dertil (f. Eks.
