har netop gjort det, som jeg ønsker vi fremdeles skal gjøre, nemlig tage gode Folke Melodier og gjøre Salmetoner af dem.
For ikke at misforstaaes altfor meget, vil jeg endnu tilføje, at Folke-Melodier ikke bør tages iflæng; saa er ikke min Mening. Nej, lad os bare faa de bedste af dem! – Jeg har engang i Vartou Kirke i Kjøbenhavn hørt en Salmesang, som jeg aldrig glemmer;[1] det var Grundtvigs Indgangs-Salme;: „Guds Menighed, syng for vor Skaber iløn“ (som jeg har meddelt i „Folkevennens“ 2den Aargang Side 329); Melodien dertil er den samme, som findes i „Sange og Rim“ No. 70. Denne vakre Kjæmpevise-Melodi tror jeg vist, de Fleste vilde finde særdeles Smag i; og nogenlunde det samme kunde vel siges om flere Visetoner i „Sange og Rim,“ f. Eks. No. 29, 55a, 89, 111 og 261, samt andre livlige Melodier, der allerede tildels bruges til gudelige Sange, f. Eks. No. 155, 176 194 og 206.
Saaledes har jeg da angaaende Salmesagen omhandlet nogle af de vigtigste Punkter, hvorom almindelig Mand maaske har manglet fuld Oplysning og derfor tildels dømt iblinde. Jeg slutter med Ønsket om, at det med Guds
- ↑ Det vældige Indtryk af denne Salmesang (som ogsaa den navnkundige svenske Skribentinde Fredrikke Bremer omtaler i sin Bog: „Lif i Norden“) kom kanske for Endel deraf, at Orgelet gik saavidt svagt, at det ikke overdøvede Menigheden. Jeg tror, det er ikke som det bør, naar Orgelspillet mangesteds ligesom opsluger og kvæler de levende Toner og Ordene selv fra Menighedens Mund.
danske Ord“ – – fordi de indbildte sig, at Dansk var „et Vadmels-Sprog,“ som de ej gad tage „paa deres Silke-Tunger.“ – Det er Ord, som ogsaa vi i vore Dage har Ret til at anvende paa dem, som hertillands væmmes ved Alt, hvad der er ægte Norsk.
