ledes i ethvert Fald yderst vigtige og ærværdige; de ere ikke udgaaede af Enkeltmands Kløgt, eller støtte sig paa Enkeltmands Anseelse, men bære Kirkens hellige Stempel. De kunne derfor heller ikke af Enkeltmand rokkes eller forandres; og selv Kirken kan, naar den ikke vil sønderrive sin sammenhængende Udvikling, ikke afskaffe dette Grundlag, hvorpaa den hviler. Thi selv om Tiderne end engang skulde medføre, at man ligesom i det 16de Aarhundrede, blev enig om et nyt Troes-Udtryk, saa vilde dette udentvivl ligesaalidet ophæve de forrige, som disse ophæve hinanden, men blot være en nøiere Udvikling eller videre Følge deraf i et eller andet Stykke.
Da den synlige Kirke, efter hvad vi allerede have viist, sammenholdes ved den aabenbare, almeengyldige Bekjendelse, saa er det klart, at Symbolerne maae være en Rettesnor, for hvad der offentlig læres i Kirken, og som dens enkelte Lærere maae holde sig til. Vor Kirke kjender ingen Inqvisition, ingen Nyregranskning af Enkeltes Tro og ingen Kjætter-Fordømmelse; saalænge En blot ikke aabenbart forkaster Kirkens Bekjendelse, tillader den ham at blive staaende som den synlige Kirkes Medlem, idet det bliver ham selv overladt, hvorvidt han i Aand og Sandhed vil slutte sig dertil; men at der i Kirken selv som Kirke, i dens offentlige Forsamling og gjennem dens indsatte Lærere ikke føres nogen merkelig afvigende Lærdom, derover maa den vistnok til enhver Tid omhyggelig vaage, saalænge den ogsaa virkelig vil være sig selv.
Angaaende den Grad af Anseelse, i hvilken Symbolerne bør staae, især i Forhold til Bibelen, er der forresten forskjellige Meninger, fornemmelig hvad det apostoliske Symbolum angaaer. Thi Nogle af dem, der, som ovenfor sagt, ivre for dettes ordrette Affattelse af Apostlerne, lægge saamegen Vegt derpaa, at de gjøre det ligesom til den christne Læres faste Fund, saa at Skrivten kun faaer anden Rang og paa en vis Maade bliver afhængig af Symbolet. Andre
