derimod mene, at dette saavelsom de øvrige Symboler tilsidst maae grundes paa Skrivten. Men da man paa begge Sider er enig i, at Skrivten og Symbolet ingenlunde ere i Strid, men meget mere udtrykke samme guddommelige Sand- hed, er denne Menighedsforskjel ikke farlig, og vi ville her lade den fare. Naar man blot ikke gaaer saa vidt paa den ene Side, at man vil gjøre hiin bogstavelige apostoliske Affattelse af Troes-Artiklerne, selv til en Troes-Artikel og mene, at den hele Christendom staaer og falder med denne historiske Sætning, og paa den anden Side ikke ringeagter Symbolerne og mener, at enhver Kirkens Lærer uden at bryde sig om dem, kan gaae til Skrivten og forklare den efter eget Tykke: da forekommer det mig, at der forresten nok kan være Rum til forskjellige Opfattelser af den Sag, der kunne i Kjærlighed bekjæmpe hinanden med Grunde, uden at derved Kirke-Samfundet sønderrives. Lad de Lærde stride baade om denne og om mange andre Sager, og søge efter bedste Evne at bringe Sandheden for Lyset. Denne er vistnok aldrig ligegyldig men den christne Tro har dog et Grundlag, der ikke vil rokkes, hvilke Oplysninger der end maatte fremkomme angaaende Symbolernes Oprindelse, og hvilken Lære-Orden der i den Anledning skulde befindes meest hensigtsmæssig.
Om den nye Oversættelse af de symbolske Bøger, som paa Kirkestyrelsens Bud er udgiven, har jeg her kun Lidet at sige. Da det maa være enhver oplyst Christen om at gjøre at kjende sin Kirkes Bekjendelse, maa det betragtes som en god Gjerning af Styrelsen, at den har sørget for at gjøre disse Skrivter saa tilgjængelige som mueligt. Og da Symbolerne oprindeligt ere affattede i fremmede Sprog, der ei forstaaes af Menigmand, (nemlig de tre ældste paa Græsk og Latin, de to senere paa Latin og Tydsk), saa var det naturligviis først og fremst en Oversættelse, der maatte besørges udgiven. Forresten er ogsaa en Udgave af Grundtexterne til de Lær-
