Side:Folkevennen- et tidsskrift (IA folkevennenetti10fremgoog).pdf/47

Denne siden er ikke korrekturlest
36


at de fleste Mænd have deres meste Virken udenfor Hjemmet i Verdenstummelen, men et Hjem at ty til have dog de Fleste, og et Hjerte have de Alle, det skulde de danne til et stille Hus, hvor Lykken kan bo, og ikke fæste det til de Ting, som bære Døden i sig, ellers høste de ogsaa visselig Døden som Kong Harald. Om ham fortælles der dog videre, at da han først fik Øinene op, da vendte han dem fra Døden til Livet: „han styrkedes og glædedes ved sine Undersaatter, og de ved ham, men Riget ved dem begge!“ En kraftig Skildring jeg vil spørge enhver Mand, om den ikke tiltaler ham, ligesom enhver brav Kvinde nødvendig maa tiltales ved liden Askepot.





Lidt om Fjældbondens Liv.
(Af A. Reitan).

At Slægtninger, der bor adskilte, gjærne vil høre fra hinanden, hvorledes det staar til, er baade naturligt og meget vakkert. Det vilde da se altfor daarlig ud med Slægtskabet dersom man ikke vilde bry sig saapas om hverandre. Men nu er alle Norske en saadan stor Slægt, som nedstammer fra samme Fædre og Mødre, er Kjød af deres Kjød og Ben af deres Ben; de har følgelig saameget Dyrebart tilfælles, at det skulde være rart, om ikke deres Hjerter slog varmt for hverandre. Det norske Folk siger jo ogsaa selv, at „Blodet er tykkere end Vandet;“ og derved giver det tilkjende, at det ikke har glemt sit eget Folk, sin egen Slægt. Det er derfor ogsaa mit Haab, naar jeg nu agter at skrive Lidt om Fjældbonden, at Mange nede i Dalene og ude ved Sjøkanten vil læse det som en Underretning om, hvorledes