deres Brødre og Søstre oppe i Fjældegnene har det. Og selv for den, der muligens ikke bryr sig stort om Andre end sig selv eller idethøjeste sin egen Grænd eller Bygd, kunde nogle saadanne Ord have sin Nytte.
Ordet „Bonde“ kjender nu alle til, da det allerede er bleven gammelt i vore Øren; – hvad det betyder, tør derimod for Mange være ubekjendt. Ordet kommer af „at bo,“ hvilket er det Samme som at have fast Bopæl, saa at man Aar ud og Aar ind opholder sig paa samme Sted. Vi ved jo, at der gives Mange, som ikke har det paa den Vis; Finnerne for Eksempel flytte bestandig snart hid, saart did, uden at have noget egentligt Hjem, hvorfor de ogsaa, naar man spør dem, hvor de er fra, ikke kan give andet Svar end „fraa Fjellom.“ Og saa omtrent var det ogsaa med de gamle Patriarker (Abraham og Flere), som vi læser om i Bibelen; de havde heller ikke nogen faste Bopæle, men flyttede fra et Sted til et andet, eftersom det kunde falde sig med Bejten eller Græsgangene for deres Buskaper (eller Hjorde). Det er saadanne Folk, man undertiden kalder Nomader eller Hyrdefolk. De Folk derimod, som har Gaard og Grund og derfor ikke kan føre et saadant omflakkende Liv eller snart opholde sig etsteds, snart pakke sine Sager sammen og drage et andetsteds hen, dem kalder vi Bondefolk, hvilket altsaa er det samme, som om man sagde boende (buandes) Folk. Fjældbonde bliver da det samme som Fjældboer, eller En som bor i Fjældene.
At Kvægavl er den fornemste Næringsvej for Fjældbonden, det følger af sig selv; ti Vejrets Haardhed og Jordbundens Beskaffenhed lægger slemme Hindringer ivejen for Agerbrug; og den Fortjeneste, man et og andet Sted kan have af et Bergværk, kan kun for dem, som har fast Arbeide ved samme, kaldes en Levevej, om der endogsaa for mange Andre kan være mangen vakker Skilling at tjene,
