som man snart vilde savne, dersom Værkerne var borte. Men er Kvægavl Fjældbondens fornemste Næringsvej, saa har han ogsaa rig Anledning til at drive den; ti de ypperlige Fjældbejter, som ved at benyttes rigtig kunde bringe de ellers saa ufrugtbare Egne til at flyde af Mælk og Honning, de kan nok sætte ham istand til baade at have Smør og Ost nok selv paa sit Bord og at vende saapas deraf i Penge, at han for disse kan kjøbe den Grønskab, han behøver. Naar han alligevel stundom misunder Kornbonden hans gule Agre, da beviser ikke det just, at Gud har været sparsom med sine Gaver til ham, men megetmer, at han er smittet af samme Syge som Menneskene ialmindelighed; ti han lægger herved for Dagen, at ogsaa han har bedre for at se Andres Fordele end sine egne. Imidlertid er det vistnok saa, at Fjældbondens Levevei i mange Maader er besværligere og ofte forbunden med flere Farer end deres, som magelig pløjer sine Agre og træsker sine Kornbaand; og har han alligevel Mod og Kraft og Udholdenhed til at kjæmpe med disse Vanskeligheder uden at klage, da er dette allerede meget at rose.
Jeg har alt sagt, at Kvægavl er det, en fornuftig Fjældbonde hovedsagelig lægger sig efter, og at han dertil har den bedste Anledning i sine græsrige Fjældmyrer. Disse benytter han dels som Slaatteland, dels som Havnegange. Hans Hjemjorde er oftest utilstrækkeligt til at skaffe Vinterføde for hans hele Buskap; derfor maa han i Aannetiden („Vinnen“) anvende omtrent sin halve Arbejdsstyrke paa at samle Foder i disse Fjældsletter. Aannen er hans kostbareste Tid; den, som da sover, maa svælte om Vinteren; men anvender man da alle sine Kræfter for at skaffe Mad til Koens Baas, da vil hun betale det ved at skaffe Mad paa Mandens Bord. Dette har man indset; og derfor maa da Store og Smaa drage afgaarde med dragne Sværd for at levere et Slag, hvis Sejer er vis, og for efter endt Kamp
