at skjænke Fjøsets Dronning det vundne Bytte. Nu er nok denne Tid den mest slæbsomme; og ingen Gang er man saa „griug“ om Morgenen og sejg paa Kvælden som da; men ligevel er Aannen en halv Høitid; Alt er da mere muntert end ellers; Arbeidet gaar som en halv Leg; og selv om Søndagene er man lidt mere pyntet og pen end ellers, naar man gaar til Kirken, eller bort i en Grandegaard. Rejsen til Fjældsletten betragtes ogsaa af Arbejdsfolkene mere som en Højtidsfærd end som en traurig Hverdagstur. Gutterne henter fram Hestene sine, pusser Faks og Krop, „nøkjer“ Skoene under deres Hove og reder ud Mejsegrejerne (Mejsdonen), medens Jenterne kommer tridsende med de renskurede Mælkebøtter og Brødlauper, hvori de til en tarvelig Marka-Husholdning fornødne Koge- og Spiseredskaber m. M. er opbevarede. Alt bindes eller snøres i Mejserne; Kløven lægges paa Hesteryggen; Gutterne lægger sine Ljaaer og River, som er sammenbundne med en Vidje, paa Akslen; Brejtauserne, med hver sin Rive under Armen, ordner sine Bindinger for at lade sine Fingre ret lystig gaa løs paa den. Naar saaledes Selskabet er færdigt til Afmars, trækker en af Gutterne frem sin Klarinet[1], blæser op en Brurmars, og Toget stryger afgaarde, idet Vidjemejserne gnigse og Ljaaerne skramle, drager saa langsomt frem henad Bakkene og bort gjennem Buskene, indtil det endelig forsvinder inde i Skogen, og Klarinetten kun sender enkelte glade Afskedstoner tilbage til Hjemmet.
Slaatfolkenes ny Hjem i Marken[2] kan være meget forskjelligt men er bestandig yderst simpelt. Undertiden bor man i et Sæterhus, naar nemlig Slaatten ligger i Nærheden af et saadant, undertiden i Slaatteboder, som til det Brug er opsat; men ofte hænder det ogsaa, at man holder
