vakkert om at faa Hus for sig og Børn og for sine Kreature en „seks-sjue Vukku.“ Til sin store Forskrækkelse fik hun det Svar: „Ja, saapas“. Mer uhøfligt, end hun traadde ind, vendte hun tilbage. Sin Mand, som anførte Flytnings-Toget, mødte hun straks udenfor og fik knapt op Maalet saavidt, at hun kunde fortælle det Passerede. Først efterat være kommen til Kundskab om, at hendes Jætergut havde sprunget iforvejen, skjult sig under Sætersengen og givet hende Svaret, slog hun sig til Ro. At Gutten maatte bøde for sin Brøde og dyrt love aldrig at fare med sligt Fanteri mere, det var ikke andet, end man kunde vente.
Paa Sæteren bor man til henimod Mikkelsmesse; naar da Hø og Korn er kommen under Tag, og Jorderne saaledes ryddiggjorte, faar Buskapen nyde godt af „Nylaagen“ („Haaen“ – „Avleen“), som paany er fremspiret af de frodige (frauuge) Hjemjorder, indtil Vinteren forjager denne sidste Rest af Kreaturenes Sommerglæde, bedækker Mark og Eng med sit hvide Lagen, og driver Ku og Sau og Lam ind i sit halvmørke Fængsel, Fjøset. Det er alt Vinter; Kulden bider En i Næsen, eller det stormende Snedriv pisker Væggene; Budejen forlanger Markehø og Mose til Fjøsets Beboere, og man maa til Fjælds; der er ingen anden Raad for det. Vejene kan være kortere eller længere, undertiden indtil 3 Mil; men saa lange er de snart, at Uvejr kan skaffe Folk fulde Hænder for at berge sig. Man faar forfrosne Fingre og Tæer og staar ofte i Fare for at miste Livet (at dette er sked, har jeg flere Eksempler paa fra min Hjembygd[1]); dog frelser dygtige Heste og gode Klæder her Mangens Liv, hvorfor man ogsaa har det Mundheld: Hjælp Hesten i Bakken, saa hjælper han dig i Ofsen (d. e. Faren). En velforsynt Kjører er ialmindelighed foruden dagligdags Klæder iført en Sidtrøje med Forskind
- ↑ I 1812 er det endog bekjendt, at Folk paa Gudbrandsdalsfjældene frøs ihjel Jonsok- eller Sankthans-Natten.
