(Fangskind), Renskinds- eller Sauskindspels, Hue af Hundeskind, samt Snesokker (Snehoser) og Hansker. Sommesteds bruges lange Hoser af Rensskind, der rækker fra Ankelleden til øverst op paa Laarene, tilligemed Rensdyrsko (Finsko). Men da er man sagtens ogsaa velhjulpen mod Kulden, hvis det ellers er mulig at komme vel fram og tilbage.
Med at kjøre Hø og Mose paa Gaarden eller med den saakaldte „Hemkjøring“ er man gjærne færdig til Nyaar; og naar man saa siden gjør sig Flid i de Bygder, hvor man kan fortjene dygtig ved at kjøre Malm, som Tilfældet er ved Røraas Værk, da kan det endda gaa an; værre er det derimod der, hvor man ikke har Anledning til nogen saadan gunstigere Fortjeneste. Den sidste Halvdel af Vinteren rangler man da i Færdesvejen, hvilket ikke kan have stort andet til Hensigt end at skaffe Kjørekreaturene Noget at gjøre; for man ved jo nok, at Betalingen for saadanne Lejelas ikke udgjør stort mer, end Kjørerne godt kan raade med som Drikkepenge under Rejsen, om de ikke er desmere sparsomme. Man ser derfor ogsaa, at Velstanden er størst i de Bygder og Huse, hvor man først søger for, at Koen faar saameget Mad som muligt, og dernæst kun har saamange Heste eller Okser, som netop behøves for at kjøre det Fornødne paa Gaarden, og forresten ikke bryr sig om at spørge, om Lasprisen er høj eller lav, naar man kun faar sit Smør og sin Ost betalt nogenlunde godt.
At Fjældbonden baade har Kraft og Vilje til at slaa sig frem i Verden, det kan ikke nægtes, endskjønt det ikke dermed er gjort. Han er baade handfast og fodsikker men endnu mere hændig (hændugg) og svindt og saa let paa Foden som en Katte. Endskjønt dette ialmindelighed kan siges til Ros for Fjældfolket fremfor mange Andre, saa er her dog som altid og allesteds Undtagelser. Forvendte Meninger om, hvad der er sømmeligt og anstændigt, lægger ogsaa undertiden sine Hindringer ivejen for en na-
