turlig Ytring af en naturlig Kvikhed. Saaledes sagde nylig en gammel, magelig, stiv Mand til sin Søn, da han, for ikke at hæfte sig vort, lagde tilsprangs: „Aa spring inte Gut, men gaa som en Kar!“ Dette vidner da om, at der gives dem, som ikke synes, det er passende at føre sin Krop svindt og let, men anser det for noget ret Værdigt endog for den Unge at gaa langsomt som en Gubbe og stiv „som en Brur,“ eller som om man havde „nedslugt Jar auren.“ Hos Smaagutter og Ungdommen, som endnu ikke har lært Verden at kjende, kan en rask Gang endda undskyldes, mener de, men for gifte Mænd passer det ikke, hvorfor man ogsaa efter sin Hædersdag baade i Ord og Fagter maa lægge en Værdighed for Dagen, som kan vise, at man nu ikke længer er Ungkar men Mand.
Enkelte, som dels ved sin Rigdom, dels og fornemmelig ved sit stive, myndige Udvortes har formaaet at vække Folks Agtelse for sig, er det man kalder aangnau (aagnugg ɔ: imponerende); en saadan betragtes gjærne som en liden Patriark i sin Grænd. Slige har det første og fornemste Ord i alle Fællessager; de siger for,[1] naar der skal flyttes til Sæters, og naar der skal flyttes hjem igjen o. s. v. Naar de pløjer, saar og skjærer sine Agre, saa gjør de Andre det efter; kort, de er hver sin Grænds lille Høvding og Hoved. Nu er det vistnok saa, at det tit er den Fornuftigste og Fermeste Grandlaget, man saaledes lader raade i Fællessager og forresten har som et Mønster for sig i sin Gaardsdrift; og da kan man jo ikke andet sige, end at en saadan Skik er baade vakker og nyttig. Er det nu derimod en Dumrian, man har skjænket denne Myndighed, enten fordi han er kommen af „bra Folk“ – hvorved man ofte mener rige Folk – eller fordi han ser lidt majestætisk ud, da er det jo ravende galt; om ikke for Andet, saa maa dette hindre Oplysningens Fremskridt; ti saalænge han blindt hen
- ↑ siger for (si’ før) d. e. bestemmer.
