sit Fag, det er isandhed et Spørsmaal, paa hvis Besvarelse Fjældbondens fremtidige Stilling i værentlig Grad beror.
Herved maa jeg stanse, idet jeg vil bemærke, at det kun er en Del af Fjældfolket i Norge jeg kjender, og altsaa her har haft for Øie.
For omtrent halvandet Aar siden skrev jeg nogle Ord om at stifte Foreninger, eller ialfald foranstalte „Sammenkomster, til Oplysningens Udbredelse.“ Jeg mente, at Sligt kunde gjøres baade i By og Bygd, saafremt der bare fandtes Nogen, som havde baade Vilje og Lyst til at sætte Sagen igang og derpaa holde den vedlige. Ved Møderne vilde det da være det ønskeligste, mente jeg om der blev holdt „fri mundtlige Foredrag;“ dog kunde man ogsaa „læse op Stykker af gode Bøger“ og derpaa „samtale“ derom eller endog om andre nyttige Ting. I Byerne har man vistnok allerede i flere Aar haft endel Foreninger, f. Eks. Haandværker og Arbejder-Foreninger, hvor slige Foredrag og Oplæsninger tildels er bleven holdt; men dels er Adgangen dertil ikke aaben for Alle, dels er den ikke saa let og fri som ønskeligt kunde være, og dels har slige Foreninger sædvanlig ogsaa stillet sig flere Øjemed end Oplysning. De Møder, jeg havde for Øje, skulde derimod være aabne for Alle og Enhver. Adgangen skulde være fri, uden forsaavidt det maaske kunde blive nødvendigt at skyde sammen nogle Skillinger til Lys og Hus, saafremt det sidste ikke ellers maatte være at faa. Endelig skulde Møderne intet andet Maal have end fælles Oplysning; derfor vilde de ogsaa virke bedst, jo Flere der var til at tage Haand i med.
