delig forslaar f. E. for en Sypige, kanske netop vilde strække til for en Skrædder og blive for liden til at føde en Tømmermand. Omtrent ligedan er det med Klæderne, idet Udgiften hertil ikke blot er forskjellig efter Alderen o. s. v., men ogsaa maa være det efter Levevejen, da f. E. Enhver, som har lidt Agt for Lov og Ret, vil skjønne, at en Sorenskriver, som sidder i Retten (om han end maaske just ikke behøvede Guldrænder i Bukserne, dog) ikke for sin, men for Embedets Skyld maa være sømmeligere klædt end en Smed eller Garver i sit Værksted. Og maa da ikke heraf alt stor Forskjel gjøres paa Lønnen?
Endda klarere vil det findes, at det ikke staar i Nogens Magt at holde Levemaaden i ens Pris paa ethvert Sted, fordi mange Ting til enhver Tid efter Forholdenes Medfør maa staa i højere Pris paa et Sted end paa et andet. Og da indser Enhver tillige, at f. E. en Snedker i Byen, som kanske maa give 50 Daler i Leje for det samme Husrum, som paa Landet vilde koste højst 20 Daler, ikke for at blive rigere, men blot for ikke at blive fattigere nødvendigvis maa have større Løn end en Snedker paa Landet.
Men selv om vi tænker os, at to eller flere Personer Aaret rundt netop forbruger lige Meget til sin Underholdning, og at de derfor kan nøje sig med samme aarlige Indtægt, er der dog en Omstændighed, som i mange Tilfælde gjør det nødvendigt, at Dag- eller Ugelønnen maa være højere for den ene end for den anden, hvoraf Følgen er, at den, som bare sammenligner hvad enhver af dem i kort Tid kan tjene, finder en Ulighed i deres Løn, som hverken synes at burde være eller i Virkeligheden er tilstede. Denne Omstændighed er vistnok Enhver bekjendt, blot den nævnes, nemlig Arbejdets forskjellige Stadighed.
Der gives jo ikke faa Næringsveje, hvori Fortjenesten
