uden Arbejderens egen Skyld er langt mere uvis end i
andre, eller som endog til sine Tider slet ikke kan drives.
Og skal da en saadan Arbejder faa Noget at leve af ogsaa
i den Mellemtid, da han ingen Indtægt har, saa er det
klart, at Dag eller Ugelønnen for den Tid, han er i Arbejde,
maa sættes forholdsvis højere end for dem, som Aaret
rundt stadigt kan tjene Noget. Dette er f. E. Tilfældet
med Sjøfolk og Murmestere, som jo i vore Egne om
Vinteren oftest maa „suge paa Labben,“ mens Skræddere,
Skomagere og Flere ogsaa da kan være i Virksomhed. Men
det gjælder ogsaa om mange Andre, saasom Vognmænd og
Røjerter, som ofte synes at tage sig drøjt betalt; men dog
i Aarets Løb ikke derfor spinder mere Silke end Folk, hvis
Løn Ingen anker over. Fremdeles kan her nævnes Prokuratorer,
Sorenskrivere og Præster, hvis Indtægter falder
mere ujævnt end deres, som har fast Løn, f. E. Kaptejner,
Amtmænd og Departementsfolk.
Mon det ikke dernæst saa godt som siger sig selv, at de store Forskjelligheder, som findes ved selve Arbejdet ogsaa maa medføre tilsvarende Uligheder i Lønnen? Det er jo Noget, som Enhver utallige Gange om Dagen kan mærke, at alt Arbejde ikke er lige møisomt; men at f. E. den, som bryder Sten, maa tage ganske anderledes i end en Oppasser eller en Hjuring (Jæter). Men hvis nu Nogen alligevel vilde prøve paa at sætte Betalingen for alle Slags Arbejder ens, hvorledes vilde det da gaa? Jo det er grejt, at da Alle som En vilde have det lette Arbejde og Ingen det tunge. Men eftersom jo det ene lige saa vel maa gjøres som det andet, saa maa Enhver, som trænger til Andres Hjælp, stelle sig saa, at han ogsaa faar den, og det kan jo kun ske ved at øge paa Lønnen i Forhold som Arbejdet er tungt til. Eller skulde det være bedre, om det ved Lov blev bestemt (hvis det ellers lod sig gjøre), at der ingen Forskjel maatte være paa Ar-
