Side:Folkevennen 1852.djvu/11

Denne siden er ikke korrekturlest
7

neskeslægtens store Stamme. Er det nu vist, at det norske Folk, hvortil vi Alle hører, i mange Maader ligger i Dvale, ved ikke af sig selv, kjender sig ikke ret, – saa maa det først og fræmst vækkes af sin Slummer. Det er ligesaa nødvendigt, som at et sovende Menneske først maa vækkes af sin Søvn, førend det kan udrette Noget. Jeg tænker nu ikke her nærmest paa den religiøse Vækkelse og det kristelige Liv At fræmkalde det, staar ikke i noget Menneskes Magt; det er og maa blive Vorherres Sag, og dertil virker den kristne Kirke ved sine dyrebare Naademidler. Ogsaa der kan der vel gjøres Adskilligt ved Udbredelsen af vækkende Skrifter. Bibelen og andre Opbyggelses- og Andagtsbøger er isaahenseende gavnlige Midler i Guds Haand. Men paa saadanne Bøger er der jo ialmindelighed ingen Mangel, men hellere stor Overflødighed. Allerede for længe siden er der stiftet Selskaber i den Retning. Et religiøst Liv er ogsaa i flere norske Egne vaagnet med Kraft; det gjælder nu kun om, at det rettelig næres og ledes, hvilket da især er deres Sag, der er kaldet til at være „Ordets Tjenere“. Tidsskrifter og Blade af saadant Indhold har vi vel tildels, og flere kan vel ventes at komme. „Selskabet for Folkeoplpsningens Fræmme“ har imidlertid et andet Formaal, og deri har det efter min Overbevisning fuldkommen Ret. Der er et Liv foruden det kristelige, som ogsaa trænger til at vækkes; det er det folkelige Liv. Hvor dette slumrer, vil næppe Kristendommen kunne blomstre. Skal „et kraftigt religiøst Liv kunne røre sig“ iblandt os, uden Sværmeri og uden Falskhed, da maa Folkelivet vækkes og forædles. Thi er det dog ikke vist, at den, der isandhed skal elske Gud, maa først elske Far og Mor og sine jordiske Paarørende? Er det ikke vist, at hvor denne naturlige Kjærlighed mangler, der kan der endnu mindre være Tale om sand kristelig Kjærlighed? – Tidsskriftet vil derfor søge at vække og lede Folkeaanden, og opvarme Folkehjærtet. Det