heder ved den i Betragtning, fordi det gjerne kan være, at en Stilling er møjsom i en Henseende og let i en anden, og da vejer det Ene op mod det Andet, uden at gjøre Noget fra eller til ved Lønnen, som i saa Fald blot bestemmes efter andre af de her nævnte Omstændigheder. Dette kan f. Ex. siges om Vægtere, som jo vel maa give Afkald paa sin Nattero, men forresten ikke behøver synderlig at anstrænge sig enten paa Kroppen eller med Hovedet.
Paa samme Maade vil det skjønnes, at ogsaa af de øvrige Aarsager til Arbejdslønnens Ulighed, som her opregnes, kan ofte en saaledes veje op mod en eller flere andre, at Spørgsmaalet om, hvorvidt der er Grund til at lønne en Syssel højere end en anden, aldrig kan afgjøres ved at se hen bare til en enkelt Omstændighed ved enhver af dem, men først efter en Sammenligning af alle de Ting, hvori de ligner eller skjelner sig fra hverandre. Naar der saaledes spørges, hvem der med Rette bør have størst Løn, enten en Vedhugger eller en Uhrmager, saa kan vel til Fordel for den Første siges, at han har mere anstrængende Arbejde, trænger derfor til mere Føde og har tillige en usikrere Levevej end Uhrmageren. Men paa den anden Side maa det betænkes, at denne Sidste ikke blot behøver et eget Haandlag eller Anlæg, som ikke Enhver har, men ogsaa flere Aars Læretid for at blive rigtig dygtig i sin Gjerning. Og da disse Omstændigheder, som siden nærmere skal vises, ikke kan andet end betydeligt forhøje Arbejdslønnen, saa maa vi dog tilsidst finde, hvad ogsaa hver Dags Erfaring bekræfter, at Uhrmageren er den, som kan regne paa den største Løn.
At, som nys berørt, den længere Tid og større Bekostning, som kræves for at oplæres i en Næringsvej mod i en anden, maa være en ny Aar-
