sag til store Uligheder i Arbeidslønnen, kan vel Ingen være i Tvivl om.
Enhver ved, at ingen fornuftig Mand i Almindelighed kan give sig til at anvende Penge eller Arbejde paa en Gaard, et Fartøj eller Sligt, medmindre han tør gjøre Regning paa, om ikke straks, saa dog med Tiden at faa dem igjen, og at f. E. den, der forlanger 200 Daler for et Hus, som har kostet ham selv denne Sum, kun gjør hvad han maa gjøre, hvis han ikke skal have Tab. Men nu ved vi ogsaa Alle, at Kundskab og Lærdom ikke faaes for Intet, men altid maa kjøbes, enten ligefrem for Penge, saasom til Lærere og Bøger, eller dog ved andre Opofrelser, saasom naar en Gut, for at blive oplært i et Haandværk, forpligter sig til at blive hos en Mester i 4 til 5 Aar uden anden Løn end Kost og Klæder, mens han allerede inden den Tid kan gjøre Nytte for Mere. Og da er det jo ikke mere end Ret og Skjel, at naar han siden gavner Andre med den Lærdom, han saaledes har kjøbt, han da ogsaa faar sine Udlæg igjen, lige saa vel som enhver Anden, der afstaar en Ting, som han har anvendt Bekostninger paa. Men dette kan vi let skjønne her maa ske paa den Maade, at hans Løn siden afpasses ikke blot eftersom Arbejdet er tungt eller let o. s. v., men saa meget højere, at han ogsaa kan siges at faa Erstatning for de Penge, den Tid og Opofrelse, han i sin Ungdom har anvendt paa at lære sin Konst. Alt dette er ligesom en Kapital, han har sat ud, og som han siden skal have Afdrag og Renter af.
Hvis nu ethvert Arbejde eller enhver Syssel Lave lige lang Skolegang eller lige stor Bekostning for at læres, saa maatte ogsaa Erstatningen derfor til Alle blive lige stor, og der kunde da ikke heraf opstaa nogen indbyrdes Forskjel i Lønnen. Men vi ved Alle, at det ikke forholder sig saa. Den, der søger sit Udkomme ved at hugge Ved, pukke
