Side:Folkevennen 1852.djvu/113

Denne siden er ikke korrekturlest
109

Sten, bære Vand o. s. v., behøver vistnok gode Kræfter; men til at lære disse Ting behøver han hverken Aar eller Maaneder, om end naturligvis Øvelsen med Tiden vil gjøre ham Arbejdet lettere end det var i Begyndelsen. Han kan saaledes vel kræve Erstatning for sin daglige Møje, men heller ikke Mere; for han har ingen Læreaar gjennemgaaet, ikke havt nogen særskilt Udgift for at faa Kundskab i sin Syssel. En Matros behøver alt nogle Aar for at blive tilstrækkelig „befaren,“ som det heder, og maa derfor, om han ogsaa ellers er fuldkommen arbejdsfør, begynde med mindre Løn end under andre Omstændigheder. Endnu længere Tid medgaar som oftest for Haandværkeren, inden han bliver dygtig nok til at arbejde paa egen Haand. Men hvem vilde vel anvende saa megen Tid og Umage, naar han ikke siden fik Erstatning derfor i en højere Løn?

Imidlertid maa herved erindres, at selv Haandværkeren dog i Regelen alt i sine Drengeaar faar Kost og Klæder, og som Svend altid ikke saa liden Betaling, saa at om ogsaa Læretiden bidrager til siden at forhøje hans Løn, saa kan denne Forhøjelse ikke blive saa stor, som om han i hele sin Læretid var hindret fra at tjene Noget og altsaa bare havde Udgifter. Dette er jo derimod som oftest Tilfældet med den studerende Klasse, dem, som lægger sig paa Bogen eller gaar i Præstelære, Prokuratorlære og Sligt. For først maa i Almindelighed en Saadan søge de mindre Skoler ligefra Smaagut til 16–18 Aars Alder, og dernæst maa han i 3–6 Aar gaa paa Højskolen eller Universitetet i Kristiania. Og i al den Tid maa han ikke alene holde sig selv med Kost og Klæder og Hus, men ogsaa betale ud store Penge til Lærere, Bøger og Saadant. Omtrent det Samme gjælder og om Løjtnanter og andre Militære.

Mens altsaa en Gut, som f. E. gaar tilsjøs, alt fra 12 eller 14 Aars Alder, kan fortjene sig Kost og kanske