valter, som kanske maa betroes mange tusinde Daler under sine Hænder. Og skjønt der i mange Tilfælde kan være flere Meninger om det Tillæg i Lønnen, som af denne Grund bør ske, saa vil det dog let skjønnes, at den som ved saadanne Lejligheder bare ser paa, om Arbejdet er let eller vanskeligt o. s. v., og vil sætte Lønnen alene derefter, oftere end ellers kan komme til at sande, at han „har seet paa Skillingen og ladet Daleren gaa.“
Men det er ikke blot, hvor Talen er om Gods og Penge, at der kan være stor Forskjel paa den Paalidelighed, som kræves hos en Arbejder. Om f. E. en Skydsskaffer glemmer at tilsige Skyds for en Rejsende, eller en Organist glemmer at møde i Kirken ved Gudstjenesten, kan det være slemt nok; men om en Dommer af Skjødesløshed skulde afsige uretfærdige Domme eller en Doktor af Ligegyldighed volde Folks Død, saa er dog dette langt værre, og deraf vil det indsees, at det hos disse ligesom hos flere Slags Folk er af Vigtighed at finde ikke blot Forstand paa deres Gjerning, men ogsaa en langt højere Grad af Paalidelighed og Samvittighedsfuldhed end i flere andre Stillinger. Og om man end kan sætte Straf for den, som gjør galt, saa kan dog Skaden i disse Tilfælde ofte slet ikke oprettes. Men naar saa er, er det da ikke baade klogt og billigt, at man for saadanne Sysler sætter Lønnen saameget højere, at de bedste og dygtigste Personer opmuntres til heller at søge sig ind i disse end i andre Stillinger, hvor ikke et saa stort Ansvar kræves af dem?
Imidlertid synes dette ikke altid at være erkjendt. Især er der en Syssel, som i denne Henseende forekommer os ikke at blive betragtet som den fortjente, og det er Almueskolelærerens. Der er ikke her Plads til at undersøge, om Skolelærerens egentlige Arbejde ikke er mere anstrængende end Mange mener; men betænkes det, at vi i hans Hænder betror det Dyrebareste vi har, vore Børn, – at Hen-
