Side:Folkevennen 1852.djvu/116

112

sigten hermed ikke blot er at faa passet eller jætet dem som en Flok Faar, men at faa dem oplærte i Kristendom og Gudsfrygt ikke mindre end i den nødvendigste verdslige Kundskab, – at dette Arbejde, naar det blot nogenlunde skal lykkes, kræver en Indsigt og Skjønsomhed, en Taalmodighed og Kjærlighed, som sandelig ikke findes hos Enhver, – at „det, som i Ungdommen nemmes, ej i Alderdommen glemmes,“ og at derfor den urigtige Behandling af Børnene, som en daarlig Skolemester kan gjøre sig skyldig i, vil kunne føre dem paa Afveje for deres hele Liv, – at saaledes den Lærer, som har det mindste Begreb om sit Kald, maa føle, at han baade for Gud og Mennesker overtager en stor Del af Ansvaret for om endog kun en Enkelt af dem, som betroes i hans Hænder, gaar fortabt, – betænker vi alt dette, saa kan det vel vanskeligt nægtes, at der er faa Stillinger, der medfører et saa stort Ansvar som Skolelærerens, eller hvori det er saa vigtigt at faa dygtige, paalidelige, hæderlige og kristeligsindede Personer som i denne. Dertil angaar denne Sag mere end de fleste andre Alle som En i By og Bygd. For mens ikke hvert Menneske kommer i Doktorens Hænder, og heller ikke Hvermand har Noget med Prokuratoren at gjøre, saa maa vi jo Alle i Skolen og vil Alle have Gavn af, om Læreren er god, eller Skade, om han er daarlig. Men naar nu, trods alt dette, Skolelærerens Løn paa mange Steder er mindre end en Gaardsguts, hvorledes kan vi da vente, at dygtige og paalidelige Folk vil melde sig til denne Post? En Skolelærers Hverv er saa nyttigt og saa hæderligt, at ikke den bedste Mands Søn vil undslaa sig for at overtage det, naar han derved nogenlunde kan finde samme Udkomme som ved andet Arbejde; men saalænge næsten enhver anden Beskjæftigelse kaster Mere af sig, kan det ikke være anderledes, end at man paa ikke faa Steder til Skolemestere maa tage Folk, som vrages til andre