meget som en anden. Og saa underligt dette kan synes, saa er det dog en af dem, vi allermindst kan raade for eller knurre over, idet den ligger i det forskjellige Nemme og de ulige Evner, som Gud giver Menneskene.
En god Vilje, Flid og Stræbsomhed formaar visseligen Meget, og kanske Mere end vi i Almindelighed tror; men ligesom efter Skriftens Ord „Ingen kan lægge en Alen til sin Vækst“, saaledes kan Ingen give sig større Nemme eller Kløgt, end Gud tildeler ham. Det Højeste Enhver kan gjøre, er at bruge de Evner han har faat, saa godt han formaar. Nu er vel mange Arbejder saa simple, at Enhver kan lære dem, som kun ikke er vanfør eller tullet; men alt ved dem ser vi jo dog, at Nemmet kan gjøre saa stor Forskjel, at en Gut lærer paa 1 Aar, hvad en anden ikke lærer paa 3, og hvorledes skulde da deres Løn kunne blive ens? Men der er jo ogsaa flere Sysler, som kræver enten et saa eget Haandlag eller saa stor Kløgt, som kanske ikke findes hos En blandt Hundrede eller Tusinde, saasom til at være Tegnemester eller skrive gode Bøger, og da kan det ikke være Andet, end at disse Arbejder, enten de forresten kan kaldes møjsomme eller ikke, maa betales langt højere end saadanne som Enhver kan give sig af med.
Men tror vi, at Fordelen heraf bare falder paa den Rige, saa tager vi storligen fejl. „Der skal Andet til at kjøre end at sige Hyp“ lyder et Ordsprog, og det maa vi tit sande, naar vi ser, at en rig Mands Søn, uagtet al den Bekostning som anvendes paa ham, og Gutten kanske ogsaa selv gjør sig stor Flid, dog ikke kan blive til nogen Ting; mens det ikke sjelden høres, at der er bleven en stor Mand af en Gut som fødtes i Armod, men til Vuggegave fik desto større Evner og Nemme. Og naar vi dertil betænker, at ingen Arv er saa stor, at den jo kan forspildes ved Uforstand, mens derimod paa denne Maade Nemme og Kløgt, om de ogsaa fostres i en Husmandsstue, kan finde Udvej til Rig-
