dom og Ære, hvor Ingen ellers ser den, – saa maa det vel erkjendes, at denne Ulighed ved Arbejdslønnen saa langt fra er til Skade for den Fattige, at den tværtimod mere end noget Andet virker til i Længden at udjævne Menneskenes Kaar.
Men sandt er det, at end ikke det bedste Remme kan naa saa langt paa egen Haand som ved god Undervisning, der nu ofte for den Fattige er vanskelig at faa, ja – hvad der vel er det Sørgeligste som kan hændes – at et kløgtigt og opfindsomt Barn, som ikke faar den Oplysning det behøver, langt lettere end Andre kan komme paa Afveje og bruge sin Kløgt til Skam og Skade for sig og Andre istedetfor til Gavn. Og skal derpaa raades Bod, saa kan det kun ske ved at gjøre Adgangen til Oplysning saa let som mulig, først og fremst ved større Omsorg for Skolevæsenet, men dernæst ogsaa paa andre Maader, f. Ex. ved at vi rundt om især paa Landet slaar os sammen saa Mange som kan, og hver et Par Gange om Aaret skyder til en Mark eller to til Indkjøb af nyttige Bøger, som da kunde udlaanes til Alle, saaledes som nu alt sker i mange Bygder, og hvorom nok Skolemesteren eller Præsten vil give nærmere Raad.
Hvis det Foregaaende har kunnet overbevise Læseren om, at største Delen af den Ulighed som findes i Arbejdslønnen, hverken grunder sig paa Slumpetræf eller Godtykke, men paa de Aarsager vi her har nævnt, – saa vil han vist ogsaa have fundet, at alle disse Aarsager, hvor forskjellige de ogsaa er, har det tilfælles, at det kun for en ringe Del staar i Menneskenes Magt at forandre dem, men at de derimod for den største Del maa vare saalænge Verden staar. Og deraf maa jo igjen fremgaa, at den Forskjel i Arbejdslønnen, som voldes ved dem, heller ikke nogensinde uden for en liden Del kan blive ophævet, men under sædvanlige Omstændigheder altid maa vise sig.
