Side:Folkevennen 1852.djvu/12

Denne siden er ikke korrekturlest
8

vil gjøre Folket opmærksomt paa det Vakre, det Aandige og Hjærtelige, i dets eget Liv. Det vil arbeide paa at vække Kjærlighed til Hjemmet, Fædrelandet og Modersmaalet, – og varm Deltagelse for alle fædrelandske Anliggender og for Alt, hvad der er ægte norsk. Mern først og sidst gjælder det om Aanden; thi paa den beror det, hvorledes Livet vil blive. – Det gjør en himmelhøi Forskjel, enten man betragter Folket blot som en usammenhængende Masse af Mennesker, der kun for Fordelens Skyld har slaaet sig sammen, og rives om, hvem der kan faa det Meste; – eller om Folket lever og føler sig som ere stor og venlig Familie, der broderlig vil dele Ondt og Godt med hinanden og altid se paa fælles Bedste. Denne Sætning beder jeg man vil læse to Gange og overtænke vel; thi den indeholder en Hovedsandhed, der aldrig kan siges for tidt. – Det kan nu ikke nægtes, at et saadant kjærligt Folkeliv vilde være en skjøn Ting; og hvorfor skulde vi ikke haabe at faa det? Der har hertillands endnu ikke været gjort noget alvorligt Forsøg derpaa. Den hidtilværende borgerlige Oplysning har tidt gaaet mere ud paa at splitte end forene Hjærterne, mere paa at rive ned end bygge op. Og hvem skulde vel tvivle om et heldigt Udfald, saalænge vi har en Million Mennesker, „paa hvem ingen borgerlig Oplysning er rigtig prøvet?“ Sandelig, vi maa have godt Haab; og et alvorligt Forsøg er da idetmindste værd at gjøre. Tidsskriftet vil nu efter Evne prøve, om det ei er muligt at faa vakt en levende Folkefølelse, – saaat baade Østlændinger og Vestlændinger, Nordlændinger og Thrøndere, – baade Byfolk og Landmænd, – baade Embedsmænd og Almuesfolk, isandhed kunde føle sig som Brødre, inderlig sammenknyttede ved Blodets Baand, – føle sig som levende Lemmer paa det samme Folkelegeme, og udvikle sig frit men dog som Grene, oprundne af samme Folkerod. Det er os vel Alle vitterligt, at endnu er en saadan Følelse ikke