ogsaa den Første faar 2 Daler Dagen, saa er det dog nød- vendigt, at den Anden faar Mere og den Tredie endda Mere, fordi den Tid og Bekostning, som enhver af dem har for at oplæres til sin Syssel, aldrig kan blive den samme. Og lige saa lidt kan jo nogen anden af de Omstændigheder, som foran er nævnte, nogensinde ventes at ophøre.
Imidlertid vil Enhver have lagt Mærke til, at foruden den Forskjel, som altid findes og efter hvad nu er forklaret altid maa findes paa Lønnen, f. Ex. for en Jætergut, en Haandværkssvend og en Foged, saa er der ogsaa megen Ulighed i Arbejdslønnen, som ikke er stadig men kommer og gaar, idet f. Ex. en og samme Arbeider undertiden kan faa 2 Mark Dagen og til en anden Tid bare 1 Mark, eller et Slags Haandværkere det ene Aar kan tjene Mere, det andet Aar Mindre end et andet Slags o. s. v. Dette er nu ikke til at undre sig over i saadanne Næringsveje som Enhver indser maa være uvisse, som f. Ex. ved Sjauere og Skydsskaffere, eller som til sine Tider af Aaret vanskelig kan drives, saasom Sjøfart og Murarbeide. Men det træffer jo ogsaa ikke saa sjældent med saadanne Folk, som har hvad vi kalder en fast Levevej og som kan drive sin Syssel til enhver Tid, saasom Skræddere og Skomagere. Denne Ulighed i Arbejdslønnen ser vi let ikke kan forklares af de Aarsager, som foran er nævnte, og derfor er det ogsaa nødvendigt særskilt at tale Noget om, hvorledes det har sig med den.
At heller ikke den kommer af Folks Godtykke, kan vi ikke længe være uvisse om, baade fordi det snart siger sig selv, at det ikke er med sin gode Vilje, en Arbejder som t. Ex. er vant til at faa 2 Mark Dagen, til sine Tider finder sig i at modtage 1 Mark, – og fordi den nærmeste Aarsag til denne Ujævnhed vanskelig er ukjendt for Nogen. Hvem har nemlig ikke mærket, at naar der bliver Mangel paa Arbejde, saa bliver ogsaa Arbejdslønnen
