Side:Folkevennen 1852.djvu/125

Denne siden er ikke korrekturlest
121

bestille, mens derimod Skomagere og Skræddere da-finder mindre Sysselsættelse. Naar Landfarsot træffer, spørges der overalt efter Doktoren, lidet efter Prokuratoren og endda mindre efter Spillemanden. Og saaledes kan det jo af mangfoldige Grunde gaa op eller ned snart for En, snart for en Anden.

Holder vi alt dette for Øje og saa spørger, hvad Menneskene kan gjøre for at rette paa denne Ulighed i Arbejdslønnen, da maa vi vel erkjende, at Meget her staar til Gud alene, som den der ene raader for Sol og Regn, for Misvækst og godt Aar, for Landfarsot og andet Saadant. Men derfor vilde han dog ikke, at Mennesket skal ligge og drive som en Flis paa Vandet alt som Sjøen ruller. Vel gav han os ikke Magt til at snu Vinden; men derimod fik vi Kløgt til at dreje Sejlene efter den, ja til ved et saa forunderligt Middel som Dampen at sejle stik mod baade Vind og Strøm. Og derfor kan det heller ikke forknytte os, at flere af de Aarsager, som endnu gjør Alles og derfor ogsaa Arbejdernes Kaar saa omskiftelige, er saadanne, at vi aldrig ligefrem kan vente at faa Magt over dem. Gaar det ikke paa én Maade, saa gaar det paa en anden, paa Omveje, det tør vi haabe lige saa vist som vi ved, at vor Tid er langt mere betrygget mod saadanne Omskiftninger, end man var for nogle Menneskealdre siden. Vi vil her blot nævne en eneste Opdagelse, som i vort Land endnu ikke er 100 Aar gammel, men som allerede bidrager til flere hundrede Tusinde Menneskers Underholdning og alt mangfoldige Gange har været den Planke som bar, naar de fleste andre brast, nemlig Brugen af Poteter. Naar Kornet i gamle Dage slog fejl, hvad var der da igjen uden Barkebrødet? Solskin og Regn, Varme og Frost er lige saa lidt i vor Magt nu som da; og desuagtet har nu hver Husmand i sin Hytte, naar Kornet skorter, en Føde som end ikke Kongen forsmaar, – takket være, næst Gud, Men-