Side:Folkevennen 1852.djvu/126

Denne siden er ikke korrekturlest
122

neskenes Kløgt, der siden da har lært at dyrke denne Vækst, som derved er bleven os mere værd end al Verdens Guld.

Men hvorledes al vi fremdeles arbejde til dette Maal? Svaret ligger i to Ord: ved Omtanke. Men da Omtanke uden Kundskab er som en Rok uden Uld eller en Kværn uden Korn, der Intet kan give hvor fort den drejes, saa gjælder det for Alle ogsaa at stræbe efter den. „Kundskab er Magt“ har en stor Mand sagt, og det maa vi Alle sande naar vi ser, hvorledes Mennesket ved sin Kløgt faar Elven til at fløde Tømmer, Fossen til at male Korn, Dampen til at drive Skibe og tusinde andre Arbejder. „Og Ingen maa være bange for at faa formegen Oplysning. Mangler en lærd Mand i Klogskab, saa kommer det ikke deraf, at han har formegen Kundskab, men af at han har forliden“. Ser vi en Præstemand drive sin Gaard galt, er det ikke fordi han har lært formeget, men fordi han ikke har lært nok, fordi han mangler den Kundskab som Jordbruget kræver. Og har han i sin Ungdom kunnet skaffet sig den men ikke villet, fordi han mente, at Sligt var Noget, som ialfald en Præst ikke behøvede at lægge sig efter, saa er det let at se at han har taget fejl. Først fordi han nu selv lider Skade derved, og dernæst fordi han har glemt, at om ogsaa Præsten nærmest har et andet Hverv, saa vil han dog baade kunne gjøre sig selv stor Glæde og Andre Gavn, om han ogsaa kan give Almuesmanden et og andet nyttigt Raad i saadanne Ting.

Deraf sees da og, at „næsten enhver Kundskab kan være nyttig for ethvert Menneske“; men nærmest bør dog naturligvis Enhver agte paa de Ting, han efter sin Stilling mest kan have Gavn af. Og siden det er at haabe, at dette Skrift ogsaa vil komme Mange af den ringere Arbejdsklasse for Øje, tør det vistnok ventes, at af de Mange, hvem denne Klasses Ve og Vel ligger paa Hjerte, Flere efter-