haanden vil benytte Anledningen til her at omhandle mangen
Sag, som især kan være til Arbejderens Tarv.
Det nedenstaaende Stykke er et gammelt Sagn, som idetmindste ikke i alle Dele er at tage lige efter Bogstaven, men det hører dog til de Sagn, som efter mine Tanker Folket paany bør faa Leilighed til at kjende. Med den voxende Oplysning vil nemlig Folk snart lære at skjønne, og har forud en Følelse af Forskjellen mellem en Løgn og et Sagn eller Eventyr, som Aanden gjerne optager og bruger som et Speil eller en Lignelse.
Olaf Trygvason sad en Aftenstund, eller sent paa Eftermiddagen i sin Hal i Nidaros eller Throndhjem, og da kom der en Mand ind til ham og hilste ham værdigt og venligt, og Kongen tog ligedan vel mod ham og spurgte, hvad han hedte. „Gjæst“ svarte Manden, og da Kongen dertil sagde: „Ja, en Gjæst er Du her, hvem Du saa er“, saa forsikrede Manden at „Gjæst“ var hans rette Navn, men lagde til at det vilde være ham kjært, om Kongen tillod ham at blive hos sig som sin Gjæst. Olaf svarte dertil, at det skulde han gjerne faa, men talte saa ikke mere med ham den Dagen, for han skulde i Aftensangen, og da han var kommen hjem derfra, gik han tilsengs.
Men som Olaf om Natten laa vaagen og laste sine Bønner, i samme Hal hvor andre Folk laa i Sengen langs med Væggen, syntes han der kom ligesom en Alf eller en Aand indgjennem Døren, gik bort til hver Mands Seng og blev endelig staaende stille foran yterste Sengen med de Ord „Her er da stærkt Laas nok for et tomt Hus; men Kongen er nok ikke saa vis som Folk siger; ellers sov han
