Side:Folkevennen 1852.djvu/14

Denne siden er ikke korrekturlest
10

og opfriske Sandsen for dem. – Ogsaa Sange der virkelig kan antages at ville tiltale Folkets Hjærte, kan finde Plads i Skriftet; – vi tænker da især paa gode historiske Kvad.

Man har nok hørt og faar maaske høre den Indvending, at Fædrelandskjærligheden er syndig, at den grunder sig paa Egenkjærlighed, at den er forenet mod Hovmod, o. s. v. Her er ikke Tid og Sted til nu at svare ret Meget derpaa; men jeg har det Haab, at alle velvillige Læsere skal faa en anden Mening, dersom de i længere Tid vedbliver at læse med Opmærksomhed, hvad vi har at sige. Kun et Par Bemærkninger kan her tilføies. Syndigt er jo alt det Menneskelige, forsaavidt som Intet er fuldkommen rent for Guds Øie Ogsaa vor Kjærlighed til ham kan paa den Maade kaldes syndig; Fader- og Moderkjærligheden ligesaa. Men derfor er det dog lige vist, at vi inderlig skal elske og ære Far og Mor. Det bliver først da virkelig Synd, naar vi elsker dem formeget. Saaledes er det jo ogsaa med Fædrelandet og Kjærligheden dertil. Den kan være to Slags. Det er stor Forskjel paa at være stolt af de norske Fjelde og Folket mellem dem, – og paa at elske dem og være glad i vort kjære Fædrenehjem og takke Gud for dets Lykke. Det er ligesaa stor Forskjel, som paa Egenkjærligheden og den rette Selvkjærlighed. Det Første er Afguderi, det Andet bor være os en hellig Pligt.

Lykkes det nu saaledes at hjælpe til at vække Folkeaanden og forædle Folkelivet, saa er der ogsaa vundet saare Meget for det kristelige Liv. Vi maa rigtignok ikke indbilde os, at en god Borger og en varm Fædrelandsven altid er en sand Kristen. Dertil hører Mere end Fædrelandskjærlighed og borgerlig Dyd. Og netop derfor vil vi heller ikke sammenblande disse to Ting: den kristelige og den folkelige Oplysning. Hvor den sidste vinder Indgang, der kan Folket og Fædrelandet blomstre udvortes, endog uden Kristendom. Det ser vi jo paa saa mange hedenske Stater.