Mænd med ham; men efter et Tog østenfor Østersjøen, døde
Svend Jarl snart ind i Sverrig, hvorhen ogsaa Ejnar Tambeskjælver
tog hen; og efter Jarlens Død viste først Thrønderne
Olaf ret Villighed, og en Mængde kom til ham og
han rejste om der Nord og holdt Thing med Bønderne,
men til Vinteren tog han sit Sæde i Nidaros, i Fred
med Folket deroppe, som han ansaa for de Mægtigste i Riget.
Jarlen havde fra Sverrig af just tænkt paa at gjøre
et nyt Forsøg mod Olaf, da han sank i Graven, og dermed
gav han Thrønderne fri og Olaf Herredømmet.
Som Enhver ved, der har haft lidt Omgang med Folk fra Landsbygderne, klages der gjærne over, at det er smaat og trangt om Ophold. „Her er Lidet at leve af og Intet at kjøbe for“, heder det; „det nytter ikke, om man slider og slæber Aar ud og Aar ind; Tiden bliver værre og værre, der er ingen anden Raad end at flytte til Amerika!“ – Saaledes lyder Klagen, og det kan ikke Andet end gjøre os opmærksomme og tankefulde, hvis vi virkelig har vort Folk og Fædreland kjært. Det er idetmindste værdt, ja endog Pligt, efter Evne at overveje denne Sag, og finder vi, at der er noget sandt i hin Jammersang, hvem af os skulde ikke da have Lyst at gjøre Sit til, at den maatte holde op! Det vilde dog visselig glæde ethvært Menneske med Hjærte i Livet, om Tilfredshed, ydre Lykke og Velstand blev almindelig i Landet; ja det maatte ikke blot glæde, det vilde isandhed gavne os Alle, thi Armoden trykker ikke blot den Enkelte, paa hvis Skuldre den hviler – ogsaa de rigere Medborgere faar i en vis Grad lide derunder; det ægte Borgersamfund er et Legeme, der ikke kan være ligegyldigt
