ved de enkelte Lemmers Nød. Ethvært, omend nok saa lidet, Vink til at forbedre Folkets timelige Kaar, er derfor visselig ikke at foragte; – det er denne Tanke, der giver mig Mod til at nedskrive nogle Raad, som vel ingenlunde er ny, men som alligevel Folk har godt af at læse, tænker jeg.
Nu ved jeg nok, der gives Mange, som strax gjør følgende Indvending: „Ja men, det er aldeles ikke sandt, at Folkets ydre Kaar er værre nu end før“. Dertil svarer jeg, at jeg heller ikke er af den Mening; jeg er tværtimod fuldt og fast overbevist om, at man idetheletaget finder mere Velstand nu end fordum, og hvis man et og andetsteds ikke gjør det, saa er som oftest Folkets egen Levemaade Skyld deri. Værden og Menneskeslægten gaar i alle Maader fremad; det er en Sandhed, der ikke kan rokkes, om det end for mangt et kortsynet Øje synes anderledes. Naar man næmlig uden synderlig historisk Kunskab, og uden grundig Eftertanke, blot raadspørger sin egen korte Erfaring, da kan man vel ofte have den Mening, at Tiden bliver værre og værre. Forskjellige vexlende Omstændigheder, Krig, Pest, Uaar baade tillands og tilsjøs o. s. v. kan jo virkelig gjøre, at det iaar er vanskeligere at slaa sig frem end ifjor – at de sidste 10 Aar har været trangere end de foregaaende 10 o. s. v. Men alt dette, der i og for sig kan være ganske sandt, beviser dog ikke stort. Enhvær ved dog, at gode Aaringer, Fred og Sundhed staar i Guds Haand, og kan herefter indtræffe ligesaavel som før. Paa Jorden er næmlig Alting en Bølgegang, en uafbrudt Bevægelse op og ned, men tillige en Bevægelse fremad; alle sande Fremskridt her i Støvets Land sker kun gjennem Svingninger og Kampe, og synes det end stundom som det gaar tilbage, saa er det kun for en Del og til en Tid; Tilbagegangen er blot „Tidens Bag-Evje“, som Wergeland kalder det; lad denne end være nok saa stærk, saa gaar dog Hovedstrømningen ligefuldt fremad. Saaledes
