Side:Folkevennen 1852.djvu/168

Denne siden er ikke korrekturlest
164

Den trøstesløse Bekymring over Armoden og Mangelen er dog igrunden en Hedningsorg; men at den saatit høres iblandt os, er rigtignok intet Under, da saa Mange af vore Landsmænd endnu er Kristne blot af Navn, og kan jo heller ikke være Andet blandt et Folk, der igjennem Tiderne er bleven paatvunget Kristendommen. Altsaa – naar vi tager Værden, som den nu engang er, saa faar vi finde os i at høre Klager baade med og uden Grund; – lad Velstanden tiltage, indtil de Fattigste bliver saa rige som de Rigeste nu, saa vil der alligevel høres Misfornøjelse, hvis ikke Gudsfrygten faar Magt med Folk. Det ligger desuden i Menneskenaturen at prise og ophøje Fortiden som en „Guldalder“, som en herligere Tid end den nuværende; – det er den dunkle Erindring af det tabte Paradis, som paa denne Maade gaar igjennem hele Menneskeslægten og hvært enkelt Menneske. Det er mærkeligt, hvor stor en Indflydelse denne Erindring har paa Mennesket; selv om en vis Tid, der førte megen Nød og mange Mangler med sig, siden afløses af blidere Dage, saa høres der dog tit den samme Jammersang over Tidernes Forværrelse.

Efter disse Bemærkninger, der var nødvendige for ei at misforstaaes, vil jeg gaa over til hvad jeg egentlig havde for Øje, nemlig at betragte Folkets ydre Kaar som de virkelig viser sig. Skjønt de, som sagt, ikke er værre men idetheletaget bedre nu end før, saa er det dog altid daarligt nok for Landalmuen mangesteds i Norge. Der gives mangen Bymand, som vilde forfærdes, hvis han rigtig kjendte til, hvor vanskeligt det ofte er for Almuesmanden at fortjene nogle faa Skillinger, hvor knapt det tit kan være om et Stykke Brød, og overhovedet hvor saare faa Livsbekvemmeligheder han maa hjælpe sig med. Jeg glemmer aldrig hvad jeg engang saa i min Ungdom; det var en Sælbygkone, der havde forladt Hjembygden og skulde til Throndhjem for at søge Arbejde; udsultne og elendige saa baade