Side:Folkevennen 1852.djvu/171

167

kan ikke blive Levemaade for Alle“; ja, man hører endog den samme Mening udtalt af Mænd, som skulde have lidt bedre Skjønne derpaa. Nu skal jeg vistnok indrømme, at der gives Bygder, især i Fjeldegnene, hvor Naturen er saa karrig, at ingen stor Menneskemasse kan finde Næring der, ialfald saalænge man ikke forstaar at drive sine Sysler paa rigtigere Maader end nu. Men slige Egne er isandhed faa, og det er saa langt fra, vi idetheletaget har formange Folk, at vi tværtimod har altfor liden Menneskekraft, dersom alle Næringsveje i Landet skulde drives som de burde. Jeg skal ikke sammenligne Norge med England, der er mindre end hint, men alligevel har mer end tyvedobbelt saa mange Mennesker. Jeg skal endnu mindre nævne Belgien, hvor der paa hvær Kvadratmil af Landet bor over 40 Gange saamange Mennesker som hos os. Nei, jeg vil tage et Bjærgland ligesom vort eget, Schweitz næmlig. Det er ikke fuldt Ottendeparten saa stort som Norge, men Folkemængden er der henimod $\scriptstyle 2{\frac {1}{2}}$ Million, hos os blot henimod $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ Million. Med andre Ord, paa en ligestor Flæk af Landet bor der i Schweitz 13 Gange saa mange Mennesker, og Alle lever ret godt. Nu er der jo altid Forskjel paa Frugtbarheden her og der, men jeg er dog vis paa ikke at overdrive, naar jeg siger, at Norge maa kunne underholde en firedobbelt saa stor Folkemængde som nu. Ialfald er Talemaaden om, at Landet i vore Dage skulde være overfyldt, i mine Tanker saa løs, at dette aldeles ingen Aarsag er til Fattigdommen. – Ja, hvad er da Aarsagen dertil? spørger man. Jo, siger Nogle, der er saa mange store Gaarde hertillands; Jord-Ejendommene burde udstykkes, saa kunde 10 Familier mangengang leve godt af, hvad 1 har nu, og Fattigdommen derved forminskes. Her maa vi imidlertid atter lægge Mærke til, at der er saa højst forskjelligt i Landets forskjellige Egne. Paa Vestlandet og fordetmeste Vestenfjelds er Jordens Udstykning drevet saa vidt, at de fleste Gaarde ikke